DenKongligeVeterinærOgLandboHøjskole_1858-1908

VETERINÆRER. 51 hans Forstanderskab« i samme Tidsskrifts Bind XIV. En kort Ka­ rakteristik maa jeg dog forsøge at give her. Af allerstørste Betydning for den danske Veterinærskole har det været, at dens Grundlægger P eter C hristian A bildgaard (f. i København 22. Decbr. 1740, død 21. Jan. 1801) var en Personlig­ hed, der med Rette regnedes for en af Tidens bedste Mænd her­ hjemme og som ogsaa nød stor Anseelse i Udlandet. Oprindelig bestemt til Farmacien fik han en udmærket Uddannelse i Kemi, studerede derefter Medicin og blev en anset Læge, var endog i tiere Aar Stadslæge i København. Han var en udmærket og alsi­ dig Naturforsker, har indlagt sig Fortjeneste af Zoologien, Mine­ ralogien og Fysikken og spillede en ledende Rolle i det natur­ videnskabelige Liv herhjemme, var saaledes den egentlige Stifter af Naturhistorieselskabet 1789. Ogsaa paa mange andre Omraader af Datidens aandelige Liv indtog han en fremragende Plads, var Præsident i Landhusholdningsselskabet og Sekretær i Videnskaber­ nes Selskab, og lians sociale Position var meget høj. Alt dette havde Betydning for hans unge Skole, men særlig vigtigt var det, at han — ligesom næsten alle fremskredne Aander paa hans Tid — saa sin højeste Opgave i at fremme det ny ttig e , det der kunde tjene til Landets Fremgang og Borgernes Lykke. »Hellere ulærd end unyttig«, siger han i Fortalen til sin »Heste- og Kvæglæge«, og i sil Svar til R i e g e l s , der bebrejdede ham, at hari ikke særlig of­ rede sig for det rent videnskabelige Studium af Dyrenes Anatomi og Fysiologi, idet man ikke kunde regne en Anstalt, der gik ud paa at uddanne »maskinagtige og uvidenskabelige Dyrlæger« for at have noget at gøre med de »filosofiske Videnskaber«, hævder A bild - g a a r d følgende Standpunkt: »Skolens fornemste Øjemed, som jeg ganske har ofret mig for, var at opøve de »saakaldte Dyrlæger« mere kyndig og at formindske de Ulykker, som de gør under Navn af Kur. Og saa vist som Bondens Ruin ofte følger af hans Husdyrs Sygdom og Død, og det maa anses for nyttigt og Menne­ sket værdigt at lindre Nød og aftørre Taarer, saa vist tror jeg, at denne Skole maa anses for en af Statens nyttigste Indretninger, og jeg tror, at den Tid og det Arbejde, jeg har anvendt paa dens Fremme, er vel anvendte, ja bedre end om jeg havde sørget mere for mil Ry ved lærde Værker«. Ud fra dette Standpunkt organiserede han sin Skole og gav den det p r a k tis k e Præg, som fra først af udmærkede den og som i det væsentlige har kendetegnet den ned gennem Tiderne lige til den Dag i Dag. Men ved Siden deraf bevirkede den Omstændig­ hed, at A b i l d g a a r d var en fremragende Naturforsker, hvis hele Tankegang var præget af Trangen til selvstændig, uhildet Iagttagelse,