DenKongligeVeterinærOgLandboHøjskole_1858-1908

40

TIDLIGERE UNDERVISNING OG EKSAMINER.

latoriske Kliniks blomstrende Tilstand1) i disse Aar skyldes sikkert ham. Endnu i Begyndelsen af Firserne omtaltes han med Beun­ dring af gamle Folk i Københavns Omegn, og det var maaske nok el Misgreb, at man i 1847 gav ham Afsked. 1850 maatte man i alt Fald igen ansætte en Dyrlæge ved Skolen, nemlig T olstrups udmærkede Elev H. V. S tockfleth . T olstrup har vistnok paa det praktiske Omraade været et vigtigt Bindeled mellem den gode gamle Tid og den nye opblomstrende Periode, der daterer sig fra S tockfleths Ansættelse ved Skolen. De særskilte B e s la gm e s tre efter K u h n vare J . C. D k e i e r , C. P . G j e r l ø v , H. M. I ^ o r e n t z e n , J. P e d e r s e n og M o r t e n J e n s e n (fra 1843). Sidstnævnte fulgte med til Veterinær- og Landbohøjskolen og var Docent i Beslagkunst ved denne i de første 4 Aar. Med Hensyn til D y rlæ g en s Stilling fortjener at anføres, at han ifølge Instruks af 1796 skulde være Lærernes M e d h jæ lp e r ved Be­ handling af de syge Dyr — og han maatte ikke uden deres Vidende og Villie foretage nogen Kur eller give noget Medikament til syge Dyr i eller uden for Skolen. Men T s c h e r n i n g siger, at der Tid efter anden foregik Forandring i hans Stilling. »I V irk e lig h e d e n b lev h an d en , d e r s ty re d e K u r a n s t a l t e r n e , men Eftersynet af Elevernes Sygebøger blev overdraget en af Lærerne«. Undervis­ ningen i de kirurgiske Operationer blev ogsaa overdraget Dyrlægen. Hans faste Løn var ringe, efter 1804 150 Rdl. samt Bolig med ') T s c h e r n i n g klager dog i det anførte Skrift fra 1841 over, at Klinikkerne ikke var til den Nytte for Undervisningen og Videnskabens Fremme som de burde. Der kom for faa Patienter i selve Sygestaldene, »i Almindelighed ikke tilstrækkeligt til at udfylde de disponible Pladser«, og Skolens »Landpraksis er under nærværende Indretning kun lidet fordelagtig for Undervisningen, idet kun et saare ringe Antal Elever nyder godt deraf og Lærerne saa godt som slet ikke kan anstille Iagttagelser«. Han klager over »det skadelige i at gøre den kliniske Anstalt til Lønningskilde for nogen derved sysselsat, da den al­ mindelige Interesse derved altfor meget staar Fare for at blive den personlige Interesse underordnet«. »Naar den ambulante Klinik skal være Eleverne til nogen sand Nytte, maa den saa detailleret som muligt ledes af en Lærer (ikke en saakaldt R o u tin ie r ), der i Elevernes Overværelse i det mindste een Gang besøger ethvert af de syge Dyr for saaledes at kunne afbenytte de forefaldne Tilfælde til en sand belærende og oplysende Vejledning«. Andre Ytringer af ham tyde paa, at den kliniske Lærer (den Gang C. V ib o r g ) ikke tog sig meget af Klinikken. I en Afhandling om Veterinærskolens nyeste Historie (Tidsskr. for Vetr. 1856) siger B e n d z : »Imod Slutningen af denne Periode (1834—44) iværk­ sattes en heldig Forandring med Anstaltens s ta tio n æ r e K lin ik , da B eh and ­ lin g e n af de syge Djrr o v e r d r o g e s Læ reren i P a to lo g i og en regelmæssig klinisk Undervisning indførtes«. 1840 foreslog B e n d z C o l l i n at lade T s c h e r ­ n in g overtage Klinikken efter et Par Aars Forberedelse; det blev imidlertid senere W ith , der lik Klinikken under sig.