DenHistoriskeVaabensamling
31 bøsserne), der ladedes med Stenkugler, og Geværerne, •der ladedes med mindre Bly- eller Jærnkugler, og som kaldtes L o d b ø s s e r . Ved Hjælp af Beretninger i gamle Haandskrifter og Regnskaber, ligesom ogsaa ved Hjælp af de faa Exemplarer af saadanne Lod bøsser, der endnu bevares i de evropæiske Vaabensamlinger, er det muligt at danne sig et nogenlunde fuldstændigt Billede af deres Udseende og Indretning. I deres ældste Skikkelse bestaar Bøssens Pibe af et kort støbt Metalrør eller et sammensveitset Jærnrør. Bagtil løber enten Piben ud i en lang, spids Jærnstjert, der tjener til Haandtag og lukker for den nederste Del af Løbet, den saa- kaldte Kammerende, eller ogsaa sidder Løbets Bund nogle Tommer fra Pibens Bagende, hvorved der bliver Plads til heri at anbringe et Træskaft. Paa Exemplarer af Lodbøsser fra en lidt senere Tid er imidlertid Piben forlænget og ved Baand eller Ringe fastgjort i en udhulet Træstok, hvilken danner den første raa Begyndelse til det senere Skæfte. Paa de endnu bevarede Lodbøsser ere Løbene, hvis Tværmaal vexler mellem 7 Linjer og 1 Tomme, ikke underkastede synderligt Efterarbejde efter Smedningen eller Støbningen, og under Piben ses ofte en Hage, som under Affyringen har tjent til at støtte Vaabnet mod Brystværnet eller andet Anlæg. Af Haandskydevaaben af den nysbeskrevne Art besidder vor Samling et Brudstykke af et enkelt Vaaben (se Fortegnelsen A 1); iøvrigt ere de mærkeligste 3 Lodbøsser, som fandtes i Ruinerne af Borgen Tannenberg i Rhinhessen og sandsynligvis skrive sig fra Slutningen af det 14de Aarhundrede, samt enkelte Stykker, som gjemmes i forskjellige Vaabensamlinger saasom i Stokholm, München og Nürnberg. I den største Del af det 15de Aarhundrede beholdt Geværerne deres simple Præg og vare i Hovedtrækkene tildannede som ovenfor udviklet. Dog fandt man efterhaanden paa at anbringe Fænghullet i en skaaldannet Udhuling paa Siden af Piben istedetfor ovenpaa denne, hvilket forhen havde været Tilfælde, og herved vandt man den Fordel at kunne tage Sigte under Affyringen; men iøvrigt til vejebragtes denne sidste kun ved, at en fritholdt Lunte bragtes i Be røring med Fængkrudtet. Ligeledes begyndte man at tildanne Skæfterne saaledes, at de kunde støttes mod Kinden. Ildvaabnene ere paa denne Tid meget uensartede og foruden lange og korte Ildrør benyttes meget tunge, der under Skydningen maa betjenes af 2 Mand, og som fortil støttes mod et Tværanlæg, bagtil mod Jorden. Først henimod Aarliundredets Slutning og i Begyn delsen af det 16de Aarhundrede foregaar der gjennemgribende Reformer ved Geværfabrikationen; men da var Ildvaabnenes Be-
Made with FlippingBook