DenHandelsgeografiske

De danske Farvande o g K y ster og deres Besejling gennem Tiderne 41

menes at betyde den Strækning, man kom frem, mens eet Hold af Mandskabet sad ved Aarerne; det svarer omtrent til en geografisk Mils ). De danske Overleveringer om Sejladsen paa Store Bælt skulde efter dette ga a tilbage til den Tid, da Skibene dreves frem ved Aarer. — Forsaavidt maa ogsaa Farvandet her have været gunstigere for Roskibe og Langskibe end for de første ufuldkomne Sejlskibe. •— Men Sejlskibene har altsaa ogsaa fra første Færd kunnet færdes i Store Bæ lt; — blot maa Sejladsen have været langsom paa Grund a f de stadige Kursændringer med tilhørende Ventetid for at faa den heldigst mulige Vind. — Langt mere begunstiget af Naturforholdene, og fra Sejlskibsperio­ dens Begyndelse ogsaa af Handelsforholdene, har Farten gennem Øre­ sund været. — Næsten efter en lige Linie ligger Kursen fra Skagens Rev til Øresunds Munding. Selv om Kursangivelserne i „S e ebu ch " si­ ger, at de to „Kenn inger" fra Skagens Rev til Læsø (en Kenning = ca. 22 km) er SØ. til 0 ., den samme Vejlængde fra Læsø til Anholt SØ. til S., de tre Kenninger fra Anholt til Kulien SSØ ., fra Kulien til Lappegrunden SØ. til 0 ., og saaledes viser nogle Bøjninger9), er et Blik paa Kortet tilstrækkeligt til at overtyde en om, at Strækningen fra Skagen til Kulien, — ialt 84 Kvartmil, — hele Vejen har Retningen SØ. tij S. — De smaa Afvigelser, der kan have været Tale om, har næppe engang generet den Tids Søfarende. Først fra Kulien til „ L a p ­ pesande" maatte Kursen ændres til SØ. til 0 ., for endelig fra Helsingør gennem Drogden at maatte lægges mod Syd. — Med gunstig Vind kunde hele Vejen fra Skagen til Falsterbo eller omvendt tilbagelægges i et Stræk. — Dertil kom, at Farvandet de fleste Steder dog var saa bredt, at Skibene fik en vis Bevægefrihed, og hvor Sejlløbene, som i det midterste Øresund var ret smalle Render, kunde Skibene uden større Risiko vente paa god Vind. Stormene havde her ikke den Magt, som de havde i Kattegat eller Nordsøen. — Mens det i Ro- og Langskibenes Tid havde været de Kyststræk­ ninger, hvor Bygderne naaede ud til Havet, der havde været de v ig ­ tigste, — Fund fra Vikingetiden ved Hålsingborg viser dette for Lug- gudekystens Vedkommende, — blev det i Sejlskibenes Tid fortrinsvis de mere beskyttede Kyster, der — selv i et roligt Farvand som Øre­ sund — blev søgt af de mange Skibe. — Blandt Sundets naturlige Havne var det i første Omgang Holl- viken med Fotevik, der blev søgt som Ankerplads. Ikke blot kunde Sejlskibene her finde en sikker Ankergrund; men Havnen laa paa et Sted, hvor Skibene alligevel maatte vente paa gunstig Vind til fortsat Sejlads, hvad enten den gik mod Nord eller mod Øst. — Og sidst,