DenGamleHovedvagtPaaKongensNytorv

Kong Christian den Femtes Rytterstatue

21

Det en K jøbenhavner ikke kan for- staa, søger han instinktivt at stille i et latterligt Lys, for at vise sin O ver­ legenhed, ubevidst for at undskylde sin Bornerthed. H eri alene maa G runden soges til det Skær af Latterlighed, der i enhver ægte K jobenhavners Ø jne hviler over „ H e s t e n “ paa Kongens N ytorv. Man forstaar ikke den pompøse, gammeldags Barokstil og hjæ lper sig over med en Flovse. Rytterstatuen af Christian den 5te

maa vel i Kunstvæ rd sættes langt under Statuen paa Am alienborg Plads, men jeg gad vidst, om den ikke kan staa Maal med Bissens Statue af Frederik den 7de. Nogle iøjnefaldende Mangler har den. Først dens Opstilling. Den burde saa vel som de omgivende Figurer være hævet mindst 2 Trin endnu over Terrainet. D ernæst er Hesten sandsynligvis sunken i Forpartiet, idet Bringen paa en mærkelig Maade falder ud over Forbenene, Blyet har „sat sig“, dette Bly, som man paa en saa smagløs Maade har overmalet, for at det skulde ligne Bronce, skønt Blyeti Tidens Løb faar en smuk Patina, naar det lades uberørt. Det lille Anlæg, hvori Statuen staar, er i og for sig kønt, men den Dulgthed, hvormed Statuen skjuler sig i det G rønne, er som en U ndskyldning for dens Tilværelse, saadan kan man stille et Nød- tørftshus, men det er uvæ rdigt for en Statue af en Monark, Men lad den dog for G uds Skyld faa Lov at staa, noget godt gammelt kaster man ikke bort, for at faa noget tvivlsom t nyt. K jøbenhavn har mistet sine dejlige gamle Træer, sine gode, gamle Huse, skulde det nu til at gaa ud over de gamle B illedstøtter? Byen har faaet mange ny og grimme Huse, og en hel DelBronceopstalter, hvorafde fleste er ringere og faa kan staa Maal med den gamle „ H e s t “. Men lad den skønsomme Avtoritet, som har malet Statuen, skrabe Oliefarven af igen med sine højstegne Negle (og lad os sætte en god Jæ rnstiver under Bringen, hvis det gøres nødvendigt). Der­ næst plante og klippe det G rønne med en god Havesaks, saadan som man gjorde det i gamle Haver, hvor man i hin T id stillede Statuer. G rønne klippede Mure af Buske og Træer skulde danne den stilfulde Ramme om Statuen. P. V. J e n s e n - K l i n t Efter alle disse Menings-Tilkendegivelser, denne Blanding af Ønsker og Forslag, skif­ tevis Roes og Dadel, pro et contra Flytning etc, vilde det være interessant og spændende at høre, hvad „H e s t e n“ selv havde at sige hertil. Ja, om den „H e s t “ kunde tale. Hvad kunde den ikke fortælle. Dens Fortællinger vilde, som alle rigtige Historier, begynde med fjærne Frasagn om hin Tid, da den røde Galge stod omtrent paa det Sted, som den selv kom til at indtage, senere om al den Fystighed dér var med Musik og Skyden, naar Chri­ stian den Femte kørte over Kongens Nytorv til Gilde hos den kgl: Fru Moder paa Sofie Amalienborg, og Niels Juel saluterede med sine 18 Kanoner fra Altanen paa sit Palais om Kap med Orlogsskibene. Om Fyrværkerierne og Musikken paa Pladsen foran Gyldenløves Gaard, naar Majestæterne besøgte dens Herre. Og „H e s t e n “ saae de store Sørgeprocessioner, da Niels Juel i 1697 førtes i sin Kiste