DenDanskeSkueplads-II

D E T K O N G E L IG E T H E A T E K 1801—25.

9 2

endelig Du Puv selv som den hjerteknus ende Husar-Ritmester Rose. Hans Sang og Spil var Legemliggjøreisen af al den Livs­ glæde og Kjærlighedsvarme, han havde nedlagt i Partiet, hans Fremtræden i den smukke Uniform var en Erobrers, og som Komponist og Sanger i een Person modtog han en Hyldest, der næsten havde Karakteren af Tilbedelse. F ra dette Høidepunkt af Triumf skulde Du Puy dog gjøre endnu et Skridt opad i den almindelige Yndest. Som Omgangsven af det gode Selskab var han bleven opfordret til at træde ind i Livjægerkorpset, der næsten udelukkende bestod af unge Embedsmænd og velstaaende Familiers Sønner, og da han af Na­ turen havde Drift til militair Idræ t samt fandt, at Livjægerdragten var en flatterende Paaklædning for en smuk Mand, lod han sig optage i Korpset, dog paa den Betingelse, at Øvelserne ikke maatte træde hindrende iveien for hans Theater- tj eneste. Han forudsaa, at hvis dette Yilkaar ikke fastsattes og overhold­ tes, vilde Theaterchefen, Hauch, gribe den første Ledighed til at be- som Ritmester Ro.« i „Dngdom og G.lsk.b», svære sig over Skuespillerens mili- til for Smed at rette Bager ved at udstede et Forbud imod, „at nogen Skuespiller, Danser eller Betjen t ved Theatret herefter indtraadte i Livjægerne eller noget andet militairt Korps.“ I Du Puy s Theatergjerning gjorde hans krigerske Uddannelse da eiheller mindste Skaar, skjøndt han hengav sig til den med Liv og Sjæl og vandt sine Omgivelsers beundrende Yndest her som andensteds; han bragte Elegance og freidig Stemning med sig, hvor han kom, og komponerede for sine nye Kammerater muntre Drikkeviser og Jægermarscher, den storartede Parademarsch og den fortræffelige Sørgemarsch, som endnu have bevaret deres høie musikalske Anseelse. Saa kom August- og September- dagene 1807. Du Puy havde svoret at skyde den første Engelsk­ Dii Puy, taire Dont, medens han nu foreløbig fandt det klogest at indskrænke sig