DenDanskeSkueplads-II

554

D E T K O N G E L IG E T H E A T E R 1 8 2 5 — 4 9 .

J e r i S p e i l “ og spillet med den fineste Gratie og en allesteds­ nærværende Intelligens a f J f r . Påtges som den unge Kone. I Janu a r 1892 var denne fixe dramatiske Skjem t endnu paa R eper­ toiret og oplevede sin halvfemsindstyvende Forestilling. Wieneren Joh . Ludw . F ranz D e i n h a r d s t e i n s historiske L y stsp il repræsen­ teredes paa vor Scene a f to Exem p larer: „ H a n s S a c h s « , 1830, og „ G a r r i c k i B r i s t o l “ , 1833, begge oversatte a f Oehlen- sch låg e r; det sidste sank hurtigt til Jo rden ved sin egen Mat­ hed, det første skyldte nærmest et Optog a f Haandværkslaug i gammeltydske D ragter samt Nielsen i Titelrollen og W insløws paa eengang fantasifulde og historisk korrekte Frem stilling a f en Nurnberger-Raadmand, at det kunde opføres ni Gange. Den baierske Minister Eduard von S c h e n c k s Sørgespil „ B e l i s a r “ (1832) er ikke Omtale værd, ligesaalidt som det Forsøg, der ved en Sommerforestilling 1838 gjordes paa at omplante den mærke­ lige wienske Folkeskuesp ilforfatter Ferd . R a i m u n d ved Op­ førelsen a f et a f hans E ven ty rstykker „ A l p e k o n g e n o g M e n n e s k e f j e n d e n “ . Den eneste moderne tydske Dramatiker, der hævdede sig en Stilling paa vor Scene, men da rigtignok ogsaa en T idlang gjorde ligefrem Furore, var F riherre von Miinch- Belhnghausen (1806 —71), der under Forfatternavnet F r i e d r i c h H a l m vakte Sensation hele Tydsldand over, især ved sit roman­ tiske Skuespil „ Ø r k e n e n s S ø n “ , der hos os kom frem 1843 og beundredes omtrent tredive Gange som et Mesterværk a f ganske egen Art. Fo r at høre Tidens Dom a f dens egens Mund, kan man gaa til Heibergs Intelligensblade og i dem læse, at „dette Drama er det baade i poetisk og i tektisk Henseende betyde­ ligste Værk, som i mange A a r er blevet frembragt, og det ikke blot naar vi betragte vor egen , men ogsaa den udenlandske dramatiske L itte ra tu r“ . Vor normgivende K ritik e r finder, mere maaske end Forfatteren selv har tænkt sig det, en dybsindig politisk Ide udtrykt i dette paa romantisk V is behandlede antike Emne, hvis Handling udvikler, hvorledes en skjøn og ædel Datter a f den græske Kolon istad Massilia, Parthenia ved Navn (Fru Heiberg), overgiver sig som Slavinde til de barbariske Tecto- sager for at udløse sin Fad e r a f Fangenskab, vinder deres Høv­ ding Ingomar (Holst) ved sin Aand og sin Ynde, der bringer ham Budskab ligesom fra en ukjendt Verden, og tilsidst, efter