DenDanskeSkueplads-II

435

MANTZIUS.

og naar der forefalder nogen Kommers i en S k o le , faaer den dovne Dreng let hele Skylden. Mantzius taalte ingen Uret, heller ikke den, som han saae Andre lide, og i sin Harme der­ over viste han igjennem hele sit L iv en mærkelig E vn e til at finde det ømmeste Sted hos den, han var vred paa.“ Mantzius blev Medarbejder a f det skrevne K lasseblad „T idsfordriv“ , som Hostrup ud gav , og han var Sjælen i de dramatiske Opførelser, der fandt Sted i dennes Hjem, og ved hvilke et P ar holbergske Komedier spilledes a f og for Skoledisciplene. Atten A ar gammel tog han Artium 1837 og inddroges snart i Studenterforeningens og „Academ icums“ L i v , særligt som en a f de sceniske D ilet­ tan ter, man lagde mest Mærke til. Da Skole- og Studenter­ kammeraten Hostrup kort efter saa smaat begyndte sit drama­ tiske Forfatterskab , b lev Mantzius fra første Færd a f en a f dets Bæ rere og snart den vigtigste. I Yennens Debntarbeide, den lille Vaudeville „Om Forladelse“ , der oprindelig var skreven til P rivatb rug , traadte han endog op for Offentligheden, da den b lev opført a f Studenter til Fordel for de vandlidte Jyd e r. Mantzius var imidlertid begyndt at studere Theologi, ja dyrkede endog Videnskaben litterairt som Oversætter a f G. L . Bauers Lærebog i hebraiske Oldsager (1842); men mere og mere droges han mod Theatret, stiftede som renommeret Studenterakteur Bekjend tskab med de rigtige Skuespillere, sluttede Venskab med M. W iehe og kom i hans Fædrehjem. E n a f dets K red s skildrer ham saaledes fra dette Tidspunkt: „E n lyslokket theologisk Student — en Ven a f Michael W iehe — med brændende Theaterinteresse droges til Huset a f denne og henrev os (maa- ske trættede Nogle) med sine Skildringer og Oplæsninger a f de D ig tere , som netop havde henrevet h am; deriblandt mere end nogen Anden Schack Staffeldt. Det var ikke let i denne slanke, blege Yn g lin g med et saa stærkt idealistisk Præg at forestdle sig den senere Tids Skuespiller Mantzius; men dog var vel alle Spirer tilstede hos ham, og det gjorde, at Nogle af os tidligst fik Øie paa det Ufine i hans Væsen og det Ensidige i hans T a le , medens Andre sympathiserede med det Høitstræbende i hans’ R etn ing.“ Man faaer a f denne Udtalelse en Forestilling om, at Mantzius som ung ikke i aandelig, men kun i legemlig Habitus har været forskjellig fra, hvad han blev som ældre, han 28*