DenDanskeSkueplads-II

MICHAEL WIEHE.

4 0 5

ragerede unge Ægtemand Colombet i „Ude og hjemme“, den kontemplative Raisonneur Møller i „Embedsiver“ , Horace i „Fruentimmerskolen“, Hans Tkomassøn i „Trolddom“, Kiartan i „Kiartan og Gudrun“. Endog i Vaudevillerne fandt man Anven­ delse for Wiehe; han spillede den alvorlige Eibæk i „Eventyr paa Fodreisen“ og var til Publikums store Henrykkelse den ene Aften Linddal i „Abekatten“, den anden Jochum i „En Søndag paa Amager“. Elskeren over alle Elskere, selve ung Romeo, maatte naturligvis ikke savnes paa den romantiske Erotikers Repertoire. Shakspeares Sørgespil havde hvilet siden 1829, da Jfr. Patges havde udført Julies Rolle for sjette,Gang. Først i December 1845 blev det gjenoptaget for at give en Debutantinde, Jfr. Emma Meier (senere, som Mad. Cortes, „Provinstheatrenes Fru Heiberg“) Ledighed til at optræde i den kvindelige Hovedrolle, til hvilken hendes lavstammede Figur passede ligesaa daarligt som hendes meget selvbevidste viltre Væsen; paa hendes Mangler søgte den „Berlingske Tidendes“ uforbeholdent protegerende Theaterkritik under gamle Nathans ons Auspicier at bøde ved atter og atter at fremhæve Debutantindens fortræffelige Evner, og hun udførte Julies Rolle syv Gange med Michael Wiehe som sin Romeo. Efter hende traadte Fru Heiberg ind paa sin gamle Plads, og den 23. Januar 1847 — paa Wiehes syvogtyveaars Fødselsdag — gik „Romeo og Ju lie“ for første Gang over Scenen med Theatrets ypperste og nu saa nøie sammenspillede E lskerpar i Hovedrollerne. Det blev en meget bevæget Aften, af forskjellige Grunde uforglemmelig for Tilskuere som for Per­ sonale. I Begyndelsen af tredie Akt, hvor Budskabet om Tybalts Død og Romeos Forviisning hensætter Julie i den stærkeste Sindsbevægelse og fremkalder lange lidenskabelige Udtalelser, bemærkede Fru Heiberg under en af disse, at der steg Røg op fra Gulvet, hvor hun stod. Skjøndt det strax gik op for hende, at der var Ild i Theatret, førte hun dog Scenen til Ende, og Dekorationsforandringen til Lorenzos Celle fandt Sted. Ret langt naaede man dog ikke ind i denne Scene, som spilledes af Nielsen og Wiehe, før Røglugten trængte ud paa Tilskuerpladsen og begyndte at vække Uro der, og da Wiehe var kommen til Repliken: „Naar Du giver Død det Navn Foi-