DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

404

Inderlighed dybt bevægede Høst, fuld af Virkning, og dog saa tilbagetrængt, saa lidt læggende an paa Virkning, saa ren, man kan gjerne sige saa kydsk i sin lidenskabelige Elskovsflamme, medbringende ved sin hele Personlighed og sit Spil Romantikens henrivende Stemning. Selv den raaeste Tilskuer maatte gribes heraf, og de bleve grebne“. Ved Siden af denne den kyndige Indsigts Dom kan stilles en Udtalelse fra Tilskuerpladsen, en gammel Dames Ind tryk fra Ungdomsdagene. „Blandt Alt, hvad Michael Wiehe skabte paa Scenen,“ hedder det i Mathilde Rein- hardts Familieerindringer, „var vel neppe Noget mere fuldendt, ogsaa hvad Skjønhed angik, end Troubadouren Tristan lige fra det Øieblik, da hans ridderlige Skikkelse og høie E jerbaret udfyldte den snevre Indgang gjennem F je lde t, der førte ham ind til Jolanthes skjulte Bolig. Den Blanding af Overraskelse, Beundring, Æ refryg t og Medlidenhed, hvoraf hans Kjærlighed voxede frem; hans utrolig deilige Foredrag af Troubadour­ sangene og hans af Haab og F ryg t skjælvende Forklaring af Synets Sands — alt dette havde helt taget Idealet op i sig.“ I Marts 1848 var Michael Wiehe for første Gang Chevalieren i „Ninon“, i sit Sammenspil med Titelrollen Bærer af Stykkets tragiske Konflikt, og dette Sammenspil var af en saadan Art, at Digteren erklærede, man forgjæves kunde reise Europa rundt for at finde Magen til det. „Chevaherens Rolle maa vistnok ansees for en af M. Wiehes fortrinligste,“ siger Fru Heiberg; „den skjønne, ungdommelige, naive Inderlighed, hvormed han spihede den første Del af Rollen, den erotiske Lidenskabs Styrke, som han formaaede at lægge fo r Dagen i den sidste Del, er vist aldrig overtruffen af Nogen. I femte Ak t, hvor Lidenskaben stiger til en Slags Vanvid, maa han være ufor­ glemmelig for Enhver, der har hørt disse dybe, hjerteskjærende Toner, seet dette Udtryk i Øiet, hans stumme Spils fuldendte Kunst; i alt dette var der en Illusion, der greb og maatte gribe enhver Tilskuer, som det greb mig. Saaledes at spille sammen, som vi To he r, er en Nydelse, som de Færreste kunne gjøre sig nogen re t Forestilling om.“ Af det stadigt voxende Repertoire, som i den sidste Halv­ del af Fyrrerne tilfaldt Wiehe, kan særligt fremhæves den af sin devote Svigermoder kujonerede, men af en let lihe Perial encou-