DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATEK 1825—49.

4 0 2

og lidenskabelige JBekjendelse, Tungsindet og Vanviddet, Resig­ nationens gjenvundne F red , Besiddelsens rolige Lykke efter Gjen erhvervelsen af Lampen og .endelig Vemodets milde Stem­ ning, da Aladdin fra Høihedens Tinde kaster Blikket tilbage paa Barndommens sorgløse Dage og Modgangens tunge Tider. Der var i den unge Skuespillers Fremstilling af disse Sindstilstande en Dybde i Følelsen og en poetisk Magt i Ud trykket, som aabnede den opmærksomme Tilskuer et Blik ind i et Kunstner- temperament med Rigdomme af sjelden Lødighed og eiendom- melig A rt; men skjøndt Udførelsen af Aladdin bragte Wiehe megen Anerkjendelse og forsonede en Del af Modstanden imod ham, var Interessen for den dog udtømt efter tre Forestillinger og skabte ham saaledes ikke noget fast Grundlag for senere Erobringer. Hans Stjerne var imidlertid dog i Opgang. Som Elskeren i det muntre Lystspil „Romeo e OiulieUau vandt han Bifald for Liv og Frihed i sin Optræden, som den ridderligt sværmende Prins Julian i Hertz’s romantiske Skuespil „Amanda“ tvang han ved sin Erotiks varme Sprog Huset til stille, andagts­ fuld L y tten , men S tykket maatte dog henlægges efter kun fire Opførelser; hans Don Juan i Molleres Komedie greb ved sin dæmoniske Skjønhed, og adskillige andre Roller — Claude i „Pigen i Lyon“, Allan i „Eiaghs Sønner“ f. Ex. — viste umis- kjendeligt, at han begyndte at faae Magt over Publikum, at tvinge det ind under Paavirkningen af en Personlighed, hvis særegne Væsen fra først af havde frastødt det ligesaa stærkt, som dens Eiendommeligheder, luttrede i Kunstnersjælens flam­ mende Ild, nu mere og mere drog det til sig. F ru Heiberg siger om Wiehe i denne Overgangstid, at han var „forlegen, man kunde gjerne sige undseelig som en P ige, uden derved at miste en ædel Mandighed i sin Frem ­ træden,“ men bag det Stille, Tilbageholdne i hans Færd opdagede man dog uden Vanskelighed en meget stor Lidenskabelighed og en stor Ømfindtlighed og Pirrelighed. „Det stille Drømmende i hans Væsen gjorde, at hans Fremstillinger ikke sjeldent led af en Mathed, der trængte til et Incitament fra hans Medspil­ lendes Side. Ofte naar han saaledes faldt hen, gav jeg ham et for Publikum ubemærket Tegn, et Tegn, han forstod, og som da fremkaldte en Spøg imellem os, der hjalp til atter at sætte Liv i ham. Han. var i høi Grad afhængig af sine Medspillende;