DenDanskeSkueplads-II

MICHAEL WIEHE.

4 0 1

sig til at betragte som det ideale Udtryk for deres ungdomme­ lige Sværmerier. Hvor ofte hørte jeg ikke de mest forskjellige Damer udbryde paa det velbekjendte kjøbenhavnske Modesprog: „Gud, F ru Heiberg, hvor han er rædsom, denne Wiehe! Hvor kan De udholde at spille med ham? Han kan jo ikke gaa, og hvilket Mæle! Og saa skeler han jo! Skal vi nu herefter plages med ham, saa er jo al vor Glæde forbi“ o. s. v. o. s. v. Jeg skylder mig selv det Vidnesbyrd, at alle disse umotiverede Domme ikke et Øieblik rokkede min Tro paa Wiehes Fremtid. Je g kjæmpede for ham tilhøire og tilvenstre og fik mangen Dadel til at forstumme ved mine Argumenter for hans øiensynlige Kald for Scenen.“ Maaske var det Fru Heibergs Protektion, der lidt efter lidt fik ogsaa de andre sceniske Kunstnere til at se med mildere Øine paa den unge Skuespiller. Da Holst 1843 traadte ud af den Forening, som arrangerede Sommerskuespillene, blev Wiehe indlemmet i Kredsen og fik Ledighed til at udføre adskillige større Folier: d’Aubigny i „Gabrielle de Belle-Isle“, Grev de Bussieres i „De Utrøstelige“, Ferdinand Alba i nogle Scener af Goethes „Egmont“ og flere Fremstillinger, i hvilke baade hans erotiske Følelsesudtryk og hans Evne for det Letkomiske kom til at lægge sig for Dagen paa en Maade, der vakte Opmærk­ somhed for ham: man begyndte saa smaat at forsone sig med „det Underlige“ hos ham og at fæste Øiet paa de Momenter i hans Spil, der tydede paa en stærkt og eiendommeligt bevæget indre Livsstrøm, som kjæmpede for at finde et passende Leie at flyde i. Men, som sagt, det var endnu kun med smaa Ind­ rømmelser og store Forbehold, at Anerkjendelsen udtalte sig. End ikke hans Aladdin betegnede noget afgjørende Gjennem- brud. E fter at Holst havde spillet Rollen tyve Gange, tilfaldt den Wiehe ved Stykkets Gjenoptagelse den 30. Oktober 1842. Han manglede en Grundbetingelse for at kunne fremstille denne Lykkens kaarne Yndling, „Naturens muntre Søn“, saaledes som et beslægtet Digtertemperament har skildret ham. det Aabne, F re id ig e , Ligeglade, som skal kjendetegne Skikkelsen i den første Del af dens Fremtræden, var Wiehes Naturel omtrent stik imod. Des fyldigere og skjønnere kom Rollen til sin Ret i den sidste og større Scenerække: Kjærlighedens Opvaagnen