DenDanskeSkueplads-II

394-

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

til at vise sig i en Kappestrid med de vælske Struber, der havde sat Kjøbenhavn i Extase den foregaaende Vinter. Det var sine unge K ræfter, Theatret førte i Ilden ved dette Forsøg: Chr. Hansen, Schram, Knudsen, Ferslew, og ikke mindst for dennes Vedkommende blev Prøven bestaaet med Glans: hans dybe, kraftfulde Basstemme syntes at maatte sikkre ham en betydelig Plads i det fremtidige Repertoire. Ved Førsteopførelsen af „Wilhelm Tell“ samme Aar blev da ogsaa W alter F lirst betroet ham og udført med fremragende Dygtighed, og i de paafølgende Saisoner sang han Saint-Bris i „Hugenotterne“, Kommandanten i „Don Ju an “, Ypperstepræsten i „Vestalinden“, Rocheloup i „Røverborgen“, Ariovist i „Norma“, Hiero i „Korinths Belei- ring“ og Lord Syndham i „Czar og Tømmermand“. 1847 fik han offentlig Understøttelse til at tage Undervisning i Paris og blev her Elev af Garcia, som gav hans udmærkede Stemme og musikalske Dannelse de mest lovprisende V idnesbyrd; en anden af hans Læ rere, Pastou ved Konservatoriet, kaldte ham endog i et Brev til den danske Generalkonsul „?e plus beau fleuron de ma couronne “ og spaaede ham en Førsterangs Plads som Sanger. Skjøndt saaledes en lovende Frem tid syntes at aabne sig for ham i Udlandet, vendte Ferslew dog, pligttro som han altid var, tilbage til Kjøbenhavn 1848 og blev her den selvskrevne Overtager af Baspartierne i et sto rt Repertoire, hvis Omtale dog tører ud over Grænsen for det her behandlede Tidsrum. Michael og Johanne Rosings yngste Datter Antoinette Louise blev i en Alder af enogtyve Aar 1812 gift med den tre Aar ældre Carl Vilhelm W iehe, senere Justitsraad og Havne­ skriver. Han var en Mand af et fint og distingveret Ydre, med bestemt tegnede Ansigtstræk og et smukt Øie. Af Væsen var han noget indeslu ttet, og tog han Del i en Samtale, yndede han at føre den ind paa halvt mystiske Emner, saasom den dyriske Magnetisme og andre af de hemmelighedsfulde Fæno­ mener, der havde beskjæftiget Fortiden eller paany dukkede frem som Gjenstande for almindelig Opmærksomhed, indtil der kom en ny og optog Sindene. Wieh.es Læsning angik for en stor Del disse Sjælelivets Skyggesider, og ham selv omgav der i Hjemmet noget af en Magikers Nimbus, thi han var et Stykke