DenDanskeSkueplads-II

389

fastere droges Linierne for Figuren, og indtil Mesterskab ud­ vikledes de Træk i Fremstillingen, der, bortseet fra den bærende Understrøm af Lune, gav den Liv og Varme: det med den fineste Følelse for Virkningen beregnede Forhold mellem Pausens og Replikens Vægt, de tilsyneladende spontane, men med den omhyggeligste Kunst indøvede Overraskelser i Replikens Be­ toning, den uforlignelige Tørhed, der gav de morsomme Indfald forøget Aplomb — det Hele støttet af Øiets og Ansigtsudtryk­ kets Liv ikke mindre end af den vindende Personligheds Frihed i Bevægelse og Holdning. Af andre holbergske Figurer udførte Jfr. Petersen Anneke i „Den politiske Kandestøber“, Columbine i „De Usyn­ lige“, Marthe i „Jean de France“ og allerede 1846 Else David Skolemesters i „Barselstuen“, en Rolle, som hun i en mere fremrykket Alder gav en vægtigere Individualitet, saa at den kom til at høre blandt hendes bedste Holbergskikkelser i det følgende Tidsrum. I det klassiske Repertoire vandt forøvrigt hendes Mette i „Kjærlighed uden Strømper“ fortjent Navnkun­ dighed formedelst den ubrydelige Alvor, hvormed hun gjennem- førte den tragiske Stil og derved opnaaede den høieste komiske Virkning. I nyere dansk Litteratur finde vi hende 1845 som den evigt forlovede Amalie i „De Uadskillelige“ og som den virk­ somme Frøken Trumfmeyer i „Aprilsnarrene“, Aaret efter som Jfr. Krapylius i „Gjenboerne“. I adskillige Drengeroller kom hendes kjække og kvikke Væsen ret til Gjennembrud, saaledes i „E t ubekjendt Mesterstykke“ som Stefano, i „Don Juan af Østerrig“ som Peblo, i „Rataplan“ som Caprioe, i „Edvards Sønner“ som Prins Richard. Hos Moliere var hun den selv­ skrevne franske Soubrette; Martine i „Doctoren imod sin Villie , Frosine i „Den Gjerrige“ ogNicolette i „Den adelsgale Borger“ vare sprudlende friske Fremstillinger i denne Genre. Da det sidstnævnte Stykke den 11. Februar 1846 gjenoptoges paa Re­ pertoiret i Overskous meget frie Oversættelse, ledsagede et stormende Jubeludbrud Nicolettes Replik om Intriganten boapin (Phister), da Jourdain vil straffe ham for hans Skjelmsstykker. „Nei holdt! Jeg tager ham til Mand for den Spilop, og Herren giver os Udstyr.“ Tilskuerpladsens muntre Bifald betød en hjer­ telig Lykønskning, thi Alle vidste, at Jfr. Louise Petersen to