DenDanskeSkueplads-II

38

ROSING.

han skal forestille, hvis fine, ædle og rigtige Smag til at vælge af alle mulige den sandeste og simpleste og eneste rette Maade til at udtrykke denne paa og at vedligeholde den, hvis skarp- sindigen rigtige Deklamation, hvorved hvert Ord i Rollen bliver sandt og klart og fremmer det, Rollen i det Hele skal virke, forene Alles Stemmer til hans Ros.“ Men Rosings Talent havde en Skala, der rakte vidt ud over Tragediens eller Sørgespillets dybe Tone — til Held for ham og Skuepladsen, der vrantent negtede ham de store Opgaver, han pegede paa. Det historiske Kostume kom han kun undtagelsesvis til at bære; des mere færdedes han blandt Hverdagslivets Skikkelser og forstod at lade Lidenskab og Følelse, Vid og Gratie hæve dem op i Kunstens luttrede Sfære uden at lade dem lide Skade paa deres Naturlighed. I denne Retning roser hans Samtid ham for „elsk­ værdig Finhed, Politesse og ton de mondeu , fremhæver f. Ex. i Ifflands „Reisen til Byen“, hans „elegante Pli, fine Konversa­ tionstone, Trohjertighed, Godmodighed, Gjæstfrihed, hans Galan­ teri og Fortrolighed, hans air de coar , hans faderlige Tone“. Snart beundres hans „Kjækhed, Letsind, Libertinage,“ snart hans „mandig beskedne Elskov og Tungsindighed, forenet med Fasthed.“ Hvor haarfint han fornam og kunde trække Grænsen, viste han i Colmans „Den skinsyge Kone“ , hvor en af Stykkets sympathetiske Personligheder skal optræde i beruset Tilstand, hvilket Rosing udførte med en saadan Tækkelighed, at „den elskværdige Karakter og velopdragne Anstand skinnede ypper­ ligt frem gjennem Rusen“, som Datidens Kritik har optegnet. Michael Rosing synes i samlet Sum at have besiddet de Talen­ tets Egenskaber, der fordeltes som Arv til hans to herlige O 7 Dattersønner. Tragedien vedblev dog at være det høie Maal for hans kunstneriske Længsel. Desværre blev det ikke paa Scenen, men i Livet, at den tragiske Skjæbne omspandt ham. I „Octavia“, et elendigt Sørgespil afKotzebue, spillede Rosing 1802 Antonius og gav Rollen en historisk Kolorit, som den fra Forfatterens Haand var ganske blottet for. For ogsaa at sætte Kostume- rigtighedens Sandhedspræg paa den, fremstillede Rosing den paa romersk Vis med n ø g n e Arme og paadrog sig herved mellem Koulissernes Trækvind ved Juletid 1804 et heftigt Gigtanfald,