DenDanskeSkueplads-II

32

DET KONGELIGE THEATEK 1801— 25.

I Sommeren 1814 blev Tilskuerpladsen restaureret. De sedie harsdorffske Linier kom igjen til deres Eet ved Fjernelsen af det falmede Papirsovertræk, der saalænge havde skjult dem, og paa Balustraden over første Etage anbragtes fire Medailloner med Profilbilleder af Sophokles, Plautus, Holberg og Ewald.

A f det Personale, der knyttedes til Theatret mod Slut­ ningen af det attende Aarhundrede, gjorde Nogle kun saa faa Skridt med ind i det nittende, enten bortrevne af Døden eller afgaaede fra Scenen, at vi allerede i foregaaende Bind have fulgt deres Theaterbane til Enden: Arends, Elsberg, Eegholm, Gjelstrup, Pio, Jfr. Eline Bech, Jfr. Christiane Schmidt. Til denne Gruppe bliver endnu at regne Jfr. Birgitte W i n t h e r (I. S. 390—91), der tog Afsked med Publikum ved Udgangen af Saisonen 1804—5 i en af sine bedste Boller, den trædske Jfr. Æbeltoft i „Gulddaasen“ , samt Olsen (I. S. 457), der afgik 1814 i en meget svækket Aands- og Legemstilstand, uden helt at have holdt de Løfter, hans Debut havde givet. Alle de store Navne fra Aarhundredets Slutning møde vi paany, deies Bærere staa for Størstedelen endnu i deres fulde Kraft og ere vedvarende i en Aarrække Theatrets faste Støtter. Den Første, som svigtede, var R o s i n g (I. S. 895—404). Sund og karsk overskred den fireogfyrretyveaarige Mand Aar­ hundredets Grænse og lagde ved Udførelsen af flere nye Boller foi Lagen, at Lethed og Anstand vare ham i samme Grad til­ red e som Høihed og Varme; saaledes i den sangvinske, ildfulde mandlige Titelrolle i d’Alayracs Syngestykke „Adolf og Clara“ , som den noble Præsident i „De to Dage“, som den mandigt kraftfulde Advokat Franval i Bouilly’s historiske Skuespil „Den Døvstumme.“ Thi vel naaede Rosings Kunst sit Høieste” paa det Tragiskes Omraade og de Territorier, der ligge nærmest op herimod, og i denne Henseende betegner en Karakteristik af Pi am i „Minerva ‘ ham som „ en Skuespiller, den bedste tragiske Skueplads maatte misunde os, hvis dybe Blik ind i sin Forfatters Mening og enhver sin Bolles Aand og Natur, hvis uefterlignelige Bekvemhed og Færdighed i at gaa aldeles op i den Karakter,