DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

368

Ansigtstræk og Holdning, og da „Svend Dyrings Hus“ skulde besættes, kunde der ikke være noget Øiebliks Tvivl om, at ved Siden af det dæmonisk Mørke i Fru Heibergs Ragnhild vilde ingen Modsætning være virksommere end Mad. Holsts lyse Uskyld i Regisses Rolle. Om hendes Udførelse vidner den Førstnævnte, at hun „gjengav Regisse saaledes, som vist neppe Nogen efter hende vil kunne gjengive denne yndige kvindelige Skikkelse. Saalænge man erindrer hende, kan ingen anden Skuespillerinde gjøre Virkning heri, det er umuligt; thi det kan gaa med en Rolle som med et virkeligt Menneske: ingen Anden kan sættes i dets Sted og blive den Samme; og hun f r ems t i l ­ l ede ikke Regisse, hun va r Regisse — hvor dette kan siges, er det den største Roes for en Skuespillerinde.“ En anden høitbeundret Rolle i et dansk Digterværk havde Mad. Holst som Championetta i „Kjærlighed ved Hoffet.“ I det fremmede Repertoire vakte hun almindelig Beundring som Cecile i „Badet i Dieppe“ og Gabrielle i „Gabrielle de Belle-Isle.“ Hendes Ægtefælle V i l h e l m Conr ad Ho l s t , født den 2. Januar 1807, gik til Theatret i en Alder af enogtyve Aar. Som Dreng havde han været bestemt til Studeringerne, men allerede inden sin Konfirmation gav han efter for sin Lyst til Søen og tumlede sig i de følgende Aar paa lange Farter til Frankrig, Italien og Kina. Som en kjøn og kjæk Tyveaarsgut kom han tilbage til Kjøbenhavn for at tage Styrmandsexamen, men da man der fortalte ham, at hans Ydre sikkert vilde aabne Scenens Porte for ham, og at en ung Elsker var en sjelden Fugl, som man just dengang var stærkt opsat paa at indfange, skiftede han Bestemmelse og meldte sig ved Theatret. Hans Debut fandt Sted den 14. November 1828 i „Preciosa“ , hvor hans ildfulde Spil som Alonzo, hans havfriske Freidighed, kjønne Udvortes og velklingende Talestemme strax vandt Publikum for ham og lovede Theatret en lyrisk Elsker med usædvanlige legemlige og aandelige Betingelser for Faget. Nogle Uger efter viste han som Grønberg i „Hvilken af dem er Bruden?“ , at han ogsaa i det borgerlige Lystspil og i borgerlige Klæder raadede over en vindende Tækkelighed i Optræden, en smittende Munter­ hed og Bonhommie. Denne saa usædvanlig heldigt begyndte