DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

3 5 4

For de brede Linier, den svulmende Pathos i Oehlen- schlagers Tragedier var Fru Heibergs funklende Kunst ikke det rette Organ; hun indrømmer, at medens Lystspillet, Eventyr­ komedien, det lyriske Drama og Vaudevillen var hende som en Leg, kunde der i tragiske Poller fattes hende „en vis Tyngde, nogen om jeg saa maa sige symmetrisk Storhed, en vis stereotyp Ro i Minespillet, som mit bevægelige Fysiognomi havde ondt ved at bevare, en vis ædel Monotoni i Plastiken, i Gang og Holdning.“ Digteren vilde dog, som man let kan tænke sig, nødig undvære hendes Medvirkning og skrev da 1836 Lystspillet „Den lille Skuespiller“ , i hvilket hun udførte den syttenaarige Galning Fr. Ludw. Schroder til Digterens og Publi­ kums fulde Tilfredshed, uden at dog denne fremragende Præ­ station kunde holde Stykket paa Repertoiret. Bedre Held havde han, da han lagde en tragisk Rolle tilrette for hende og i dette Øiemed lempede sin Stil efter de Fordringer til det Interes­ sante, som Fru Heibergs Kunst stillede: Tragedien „Dina“ , 1842, blev en Succes som ingen af dem, han hidtil havde oplevet, og gik alene i den første Saison fjorten Gange. Hovedfiguren skyldes udelukkende Digterens Fantasi og har intet med Histo­ rien at gjøre; men just derfor har han kunnet gjennemvæve sin Karaktertegning med en Række pikante Træk, som vare bereg­ nede paa Fremstillerindens Naturel og Kunst, og som det paa en beundringsværdig Maade lykkedes hende at forene til en sammenhængende, levende Personlighed. Aldrig havde Enthou- siasmen for Fru Heiberg havt saa høi en Bølgegang som efter hendes Udførelse af Dina, og paa den syvende Aften gav den sig Luft i den usædvanlige Demonstration, at hun blev trukken hjem fra Theatret. „Da Stykket var forbi og jeg var omklædt,“ fortæller hun, „gik jeg ned i min Vogn for at kjøre hjem. Da Vognen var kommen udenfor Theaterporten, saae jeg til min Forundring, at hele Torvet var fuldt af Mennesker, der, saasnart de saae Vognen, raabte: Fru Heiberg leve! og dette gjentog sig ideligt til henimod Bredgaden; da standsede Vognen, jeg troede, fordi den ikke kunde komme frem for Mennesker, Karetdøren blev aabnet, og en ubekjendt Herre spurgte: om jeg havde noget imod, at man trak mig hjem? Jeg bad indstændigt, at man vilde lade det være, og Vognen fortsatte sin Kjørsel, idet

Made with