DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATEE 1825—49.

352

Naturligvis tyede ogsaa de andre danske Forfattere, som skrev for Theatret, til Fru Heibergs smidige Fremstillings­ kunst som Støtte for deres Arbeider. I „En Bryllupsdags Fataliteter“ af Overskou udførte hun med uforlignelig Finhed og spillende Lune Amalies Bolle. I Andersens „Mulatten“ var Cecilie skreven for hende, og trods sin Afsky for Skikkelsens og Stykkets hule Lyrik gav hun Figuren et saadant Liv, at Publikum troede, hun var særligt begeistret af den; men da Digteren kort efter vilde have hende til at overtage Hoved­ rollen i „Maurerpigen“, der ligeledes var beregnet paa hende, afslog hun det til Andersens store Fortvivlelse og bragte hans lidenskabelige Forfængelighed til et barnagtigt Udbrud, der for en Tid affødte et kjøligt Forhold mellem Digteren og Skue­ spillerinden; i hans romantiske Drama „Kongen drømmer“ overtog hun dog Dyvekes Bolle og var i „Den nye Barselstue“ en udmærket Christine med Sikkerhed og Saft i de sarkastiske Bepliker. I Paludan-Midlers „Fyrste og Page“ havde hun som Pagen den interessante Opgave at spille en mandlig Elskerrolle, en erotisk betagen Yngling, medens hun som Frederikke i det kvikke Lystspil „ Romeo e Griuliettau blot skulde forestille en for Intrigens Skyld som Mandfolk omklædt ung Pige; begge Opgaver løstes med overlegen Kunst og den fuldeste Virkning. Titelrollen i Carl Borgaards „Undine“ gav hende Ledighed til en Fremstilling af mærkelig fantastisk Kraft, det sjælløse Natur­ væsens gradvise Fremgang til Bevidsthed og personligt Liv med Fryd og Sorg, medens hun som Modsætning hertil i det anonyme Skuespil „Trolddom“ stilledes ind i et historisk Milieu, efter hvis Grundfarve Karines Sjæleliv maatte stemmes. En med alskens Knaldsats ladet Effektfigur som Giovannina i Holsts „Gioacchino“ bar hun, trods indre Ulyst, frem med en Aplomb, som sikkrede Stykkets Lykke, medens hun henrev ved skjelmsk og yndefuld Naturlighed som Johanne i „Eventyr paa Fodreisen“ . I sine egne Smaastykker „En Søndag paa Amager“ og „Abe­ katten“ gjorde hun Furore som Lisbeth og Margrethe. Med vor dramatiske Litteraturs to Hovedforfattere kom Fru Heibergs Kunst kun i periferisk Berøring. Som tretten- aarig spillede hun Drengen i Holbergs „Politiske Kandestøber“ og udførte derefter Dorthe Knapmagers i „Barselstuen“ ,