DenDanskeSkueplads-II

CARL WINSLØW.

313

andre Figu rer, fik den nyt og forkøiet L iv for ham, og i sin Begeistring spillede han hver Gang med fuld K raft, saa at man fryg tede for, at han ikke ret længe vilde kunne holde et saa oprivende Arbeide ud, og raadede ham til at lægge Sommer­ feriens Rekreation imellem, inden han skred til Opførelsen. Men herom vilde W insløw ikke høre tale, og den 15 . Mai optraadte han i „L ud v ig den E lle v te “ — for første og sidste Gang. Hans F rem stilling b lev det Mesterværk, han selv og A lle havde ventet, et Sjælemaleri a f rystende Virkning, storslaaet i sin Opfattelse, gjennemført med den yderste JDetailkunst og behersket med den nobleste Smag selv i de Situationer, hvor det Forfærdende og Grufulde skulde danne Grundfarven. A l sin kunstneriske B e ­ geistring, hele sin sjælelige og legemlige Energ i havde W insløw sat ind paa dette sit L iv s Storværk — men dermed var ogsaa hans K ra ft udtomt. Publikums fra Scene til Scene stigende B ifa ld og hans egen indre Ild holdt ham oppe, saalænge S tykket varede, men da Tæppet faldt for Dødsscenen i femte Akt, maatte han mere bæres end ledes til sit Paaklædningsværelse, og idet han udmattet sank om, stønnede han: „Gud ske Lov, je g holdt dog ud! ja , ja , det var ogsaa sidste Gang.“ Han maatte holde sig borte fra Theatret Resten a f Saisonen. Sommerhvilen i hans kjære Gjentofte bødede vel endel paa hans Svaghed, men langtfra nok til at han turde gaa en ny Saisons Anstrengelser imøde. Hans inderligste Ønske gjald t et Vinterophold i Syden, men hos Theaterchefen var han vedvarende meget ilde anskreven paa Grund a f den hvasse K ritik , han underkastede Bestyrelsens Gjerninger, og betragtedes endnu væsenlig som en urolig Frondeur, hvem man ikke maatte gjøre for mange Indrømmelser. Med Haabet om grundig Hjælp for den svage Legem skraft brast den sidste F jeder i det over- anstrengte Uhrværk; i en hel Maaned laa han hen uden Mæle og kun glim tvis ved sin Bevidsthed, indtil Døden indtraf den • 6 . Oktober 1834. Carl Winsløw var dengang i sit niogtredivte Aar. Skjøndt han ikke hørte til Theatrets mest anvendte Kræfter, fordi han med sin stærkt udviklede Kunstfølelse holdt sig borte endog fra taknemlige Roller, naar han ikke fandt sin Person og sin S til helt fyldestgiørende for dem, viste det sig dog med iøinefaldende Tydelighed, hvor stort et Tab Skuepladsen havde