DenDanskeSkueplads-II

1 3

paa dette Omraade til Gjengjæld saa stærkt, at al kritisk Be­ dømmelse druknede i det Taarebad, han yndede at tage sig i den rørende Skuespillitteratur, hvis tarveligste Produkter uan­ tastede passerede hans Censur eller endog indførtes paa Scenen i hans egne Oversættelser. I den komiske Digtning var han ligesaa ensidig indtagen i Holberg; ved ham alene svoer han, men hvor gode de Bøger end ere, som Rahbek har skrevet om vor store Lystspildigter, saa er det dog tilladt at tro, at hans Kjærlighed til ham mere var af theoretisk end af praktisk Art, thi han gjorde i sin lange Direktionstid Intet for at sikkre ham en værdig Udførelse, om han end idelig ankede over det Util­ fredsstillende ved Grjengivelsen af de holbergske Stykker; Rahbek etablerede sig nemlig paa en saa mærkelig Maade i sin nye Stilling, at han vedblev at føre sin kritiske Pen samtidig med, at han havde Styrerstaven iliænde, og saavel i de nævnte Bøger som i sit Blad „Tilskueren“ udtalte han sig stærkt dadlende om adskillige Forhold ved den Skueplads, af hvis Direktion han selv var Medlem, ja han negtede sig end ikke mundtlig Misbilligelse af Stykker, han selv havde været med til at antage, eller af administrative Foranstaltninger, som han selv bar sin Del af Ansvaret for. Deraf lader sig drage den specielle Slutning, at han stod i et spændt Forhold til sine Meddirek- teurer, men tillige den almindelige Karakteristik af Rahbek som Embedsmand, at han manglede Følelsen af sin Stillings Værdig­ hed og Evne til at gjøre sin Villie gjældende. Hans sceniske Theorier vare heller ikke egnede til at skaffe sig Anseelse; især gjælder dette om hans falske Idealisme, der sværmede for Kunstværket hovedsagelig som litterairt Produkt og ikke var langt fra at paastaa, at al den ydre Støtte, som den dramatiske Fremstilling kræver, var en Overflødighed, der drog Tanken bort fra det Væsentlige i Digtningen og svækkede det ublandet poetiske Indtryk. Som en Følge af denne Anskuelse gjorde Rahbek en tvær Modstand mod det sceniske Udstyr, hvor be­ skedent det end dengang var, og naar man ikke agtede denne hans Modstand, revancherede han sig i sine Vennekredse ved en gnaven Kritik over den Kunstanstalt, hvis naturlige For­ svarer han skulde have været, ja han roste sig endog engang i en offentlig Erklæring af, at han kun sjeldent besøgte Theatret.