DenDanskeMarine_1814-1848_I

HJULDAMPSKIBENE

2 6 1

Bredfok til Benyttelse med gunstig Vind; medens de til egentlig Krigstjeneste bestemte Skibe, H ekla, Gejser og Holger Danske havde Raarigning, endda med LæsejL Her skal anføres nogle Eksempler paa vore Hjulkrigsskibes Sejlevne. Paa nogle Prøver i 1843 løb Hekla i stiv Bramsejlskuling og smult Vand og med slæbende Hjul 4 å 5 Mils Fart bi de Vind og 6 å 7 Mils Fart rumt; med løse Hjul henholdsvis 7 og 8 Mil, Holger Danske gjorde under lignende Forhold lidt mindre Fart begrundet paa, at den krængede mere over foraarsaget ved dens mindre Stivhed. Gejsers Areal af de 5 Hovedsejl opgives til 4813 HoJger Danskes Sejl­ areal var af Størrelse som en Korvets. Sejlføringen for den danske Marines Hjulskibe er opført i Flaadelisten. Armeringen. I Hjulskibene, hvor Drivkraften, ligesom i Rofartøjerne, op­ tog Midterpartiet af Skibet ogsaa over Vandet, var Armeringen henvist til For- og Agterskibet, Paa Grund af Maskineriets store Saarbarhed, idet dets største Del laa over Vandet, antoges Skibet under Kamp at maatte stræbe efter at gøre sig saa lidt saarbart som muligt og derfor kæmpe paa lang A fstand og med Stævnen vendt m od Fjenden. Af disse Grunde blev Resultatet for Hjuldampskibenes Vedkommende: Stævnbevæbning med svært, langtrækkende Skyts; hertil valgtes for de større Skibe den 60 jtt Bombekanon, hvilket viste sig at være overensstem­ mende med, hvad der fandt Sted i fremmede Mariner, og for de mindre Hjul­ skibe, som skulde følge Roflotillen, valgtes dennes Bevæbning, den 24 Kanon. Til at begynde med var derfor de tre største Hjulskibe, Hekla , Gejser og Holger D anske armeret med 1 Stk. 60 få Bombekanon i hver Stævn foruden nogen Sidebevæbning med svagere Skyts. Men Erfaringerne fra Krigen i 1848—50 gav hurtigt til Resultat, at den 60 Fi Bombekanon ikke egnede sig som Jagerkanon, dels fordi den var for langsomt skydende, dels fordi den ikke var skarptskydende nok; endelig fordi Granaterne ikke havde den Virkning, man havde ventet, naar de anvendtes paa for lang Afstand, saa at Bomberne havde for ringe Anslagshastighed og derfor sprang i den udvendige Del af Skibssiden uden at trænge gennem denne — naar de overhovedet sprang. Skibscheferne foretrak derfor at faa Bombekanonerne erstattet med skarptskydende Kanoner, hvorved man des­ uden havde den Fordel at kunne skyde med glødende Kugler, hvilket var let opnaaeligt i Dampskibene. Desuden lærte Krigserfaringen i Modsætning til den teoretiske Betragt