DanskPortrætgalleriProtektorHS.Kgl.Højh.KronprinsChristian

- 71 -

Fra Raadhusets Trappe blæstes „Julefreden" ud 4 Dage før Christi Fødselsdag, og ved Siden af, paa Bytinget plejedes Retten til daglig, Dyden fik sin Belønning og Brøden sin Straf. Her paa Raadhuset havde Byvagten sit Hovedkvarter, her raadslog Borgmestre og Raad om Byens Sager og drøftede dens Tarv, her blev Forbrydere og Misgerningsmænd sat i „Byens Hægte", her gik man hen og købte sin Drik, naar man vilde have noget rigtig godt, og her søgte man hen med sit Købmandsskab, naar man havde en Mistanke om, at Kræmmerens Alen havde været for kort eller hans Pundevægt for let. Her holdt Byen Gilde paa bestemte Tider af Aaret, her kejsedes Majgreverne, her holdtes de velstaa- ende Borgerdøtres Bryllupsdag, — hvorom man endnu har et Minde i det af Dronning Dorotea skænkede Brudesmykke, som nu opbevares paa Rosenborg, — og her endelig stod de store Festligheder, hvor Borgmestrene optraadte som Værter paa Byens Vegne, som

f. Eks. Dagen efter Christjern II's Bryllup 1515, da han og Dronning Elisabeth var til stort Gilde paa Raadhuset, fra hvis Vinduer de saa paa Dystløbet nede paa Gammeltorv. Men aldrig har Byens Hjerte banket i den Grad i Raadhuset, som i de bevægede Aar før Reformationens ende­ lige Sejr, da en af Byens Borgmestre, Ambrosius Bogbinder, i Spidsen for det ivrigt lutheranske Parti talte og kæmpede mod „det gamle Hykleri og det papistiske Regimente". Og den store Storm mod Helgenbillederne i Frue Kirke, som Am­ brosius ledede 3. Juledag 1530, er sandsynligvis udgaaet fra Raadhuset. Den 14. Juli 1533 var Gammeltorv og Raadhusstræde fyldt af en larmende og urolig Skare, københavnske Borger­

folk og Almuesmænd samt Søfolk og Soldater fra den lybske Flaade, som laa ude ved Hvidørepynten for at støtte Lutheranerne og den fangne Kong Christjerns Parti. Køben­ havnerne var stimlet sammen i Anledning af Herredagen, der var samlet paa Raadhuset for at fælde Dom over Hans Tausen, som var anklaget for Kætteri, Anstiftelse af Billed­ stormen i Frue Kirke og nedsættende Udtalelser mod Biskoppen Joakim Rønnov. Og Lybekkerne var smuglet ind i Byen, hidkaldt af det lutheranske Parti, for det Tilfælde, at den afholdte Præst skulde blive dømt, og den Nødvendighed indtræde, at man maatte befri ham med Magt. Og medens Hans Tausen og Katoliken Peder Helgesen disputerede paa Latin inde i Raadhussaien om Nadverens Forstaaelse, begyndte Mængden ude paa Torvet at blive utaalmodig. Den opfattede det som et slet Tegn, at Tiden trak ud, og brød til sidst ud i Trusler mod Biskopperne og i Skrig og Raab om, at Hans Tausen skulde gives fri; hvis ikke han kom ud og det straks, vilde de sprænge Raadhusets Port og selv hente ham ud. Det var der nu ikke nogen Grund til. Ti under Paavirkning af Folkemængdens Larm og Gny, der lød ind gennem de aabne Vinduer ude fra Torvet, var Hans Tausen bleven frikendt og forligt med sine Anklagere, de katolske Prælater. Men Københavnerne lod sig ikke stille tilfreds, før Hans Tausen viste sig uskadt paa Raadhustrappen. Og her­ fra maatte han følge sin Modstander, Biskoppen, hjem til Bispegaarden, paa det nuværende Universitets Plads, for at værge ham mod alt for haandgribelige Udslag af de forbitrede Københavneres Vrede.