ChristianWinther_III

— 456 — kun her jeg aander Liv og Mod. her Vuggen stod, og her min Grav skal stande. Jeg elsker Dig, grønklædte 0 , der hviler spm en smykket Mø i Havets Kjæmpearme, hvor i min Moders Favn jeg laa, hvor Tankens første Glimt jeg saae, og Hjærtet fik sin Varme.

Senere sang h a n *):

Jeg elsker selv mit sidste Hjem, som engang i sit skumle Gjern min Haandfuld Aske rummer, hvor efter Fartens Fryd og Savn jeg lander i en sikker Havn til dyb og evig Slummer. Det var ham selv, der talte i „Vikingens O id-). Men, naar jeg sent er krum og graa, jeg Fredens Søvn vil blunde, hvor Sundets milde Bølger gaa langs Herthas svale Lunde. Vidt bekjendte ere hans Slutningord af Digtet „Sjæl­ land“ 3) :

Naar Alting er til Ende og Natten stunder til, naar slukket er i Mulmet Livssolens Straalespil — ak, kunde jeg da lægge til Ro mig i Din Eng, Dit Grønsværtæppe trække over mig og min Seng!

I Følelsen af, at disse hans Ord ikke burde staa til Skamme, og endvidere i Bevidstheden om, at denne i) Sml. Digtn. X, S. 231. 2) Smsteds 1, S. 251. 3) Smsteds I, S. 162.