ChristianWinther_III

— 448 — Fabler] har jeg ikke oversat, fordi det var migfor van­ skeligt, og jeg forudsaae, at jeg hverken vildekunne tilfredsstille Andre eller mig selv“. Den 17de April 1873 synger h a n 1):

Naar Døden kommer og mig henter, saa veed jeg ikke Hvad mig venter hist i den ubekjendte Bo; thi ingen Trøst, som man mig bragte, saalidt den skrevne som den sagte, har kunnet faa mit Sind i Ro. Men Hvad der gjør mig mest urolig ved Tanken om hin fjærne Bolig og gjør mig ondt i Hjærtets Grund, det er den Klarhed, som begynder at vise mig, hvor stor en Synder jeg var — og er til denne Stund. Bekjendelsen jeg har ved Haanden: „Jeg troer paa Gud, hans Søn og Aanden, „jeg troer paa Himlens Naade, som

„en Synder trøste tør i Nøden, „jeg troer paa Livet efter Døden „og paa en stræng, retfærdig Dom. I Juli s. A. siger han til sin Hustru'2): Vil Du tro mig, naar jeg tænker kun med Sorrig og Besvær, at den Stund, da Livets Lænker briste for os, er saa nær? Vil Du tro mig, at jeg haaber, paa en Trøstens Evighed,

hvor et Jordlivs bitre Draaber vorde Sæd til Fryd og Fred.

Han synes jo paa sine gamle Dage at være kommen Kristendommen nærmere end tidligere; men ganske fjærn 9 Efterl. Digte, S. 87. 9 Smsteds S. 90.