ChristianWinther_III

— 4 4 7 — Den 4de April 1871 synger h a n 1):

Ja , Gud er til, — han, hellig og retfærdig, gjengjælder. rigt hver uforskyldet Ve! Det faaer Den se, dertil har gjort sig værdig; men je g ? — Ak, jeg faaer det vel ej at se.

Omtrent paa samme Tid siger han, at han ydmygt takker Gud hver sen Aften og hver tidlig Morgen.2) — Den 1ste Januar 187,3 synger han til sin Hustru3):

Jeg kunde let, ifald jeg vilde, som Viben skriger over Eng, lig andre Sangere vel spille paa Davidsharpens laante Stræng; men mig det tyktes helt uskj elligt med en profan og uren Haand Det, som urørligt er og helligt, iføre Kunstens Klædebon. Jeg troer — og dermed er jeg nøjet; thi alle himmelvendte Rim mig lokked aldrig Dug i Øjet — de dufted mig for stærkt af Lim. Jeg derfor — som Du veed — ej voved at sende did min Sangerrøst, jeg bøjed ydmygt kun mit Hoved og holdt min Andagt i mit Bryst; thi, fløj end aldrig mine Sange mod Evighedens Helligdom, var mine Bønner dog ej bange, og Eet de frejdigt bade om: for Dig, Du Elskede, jeg sendte mit Hjærtes Suk, livsalig stemt, til ham, hos hvem jeg trygt erkjendte, at Støvets Haab og Trøst er gjemt.

Hans Ærbødighed for det Hellige seer jeg ogsaa et Be- viis for i følgende Udtalelse i et utrykt Brev fra 1833 til gamle Molbech: „Det religiøse Tillæg [i Speckters 9 Efterl. Digte, S. 67. 2) Smsteds S. 73. 3) Smsteds S. 84.