ChristianWinther_III

— 372 — Du Mer i Dit Minde bærer af Folkets inderste Sjæl end Nogen, hvis Minde Du ærer, end Du kan vide det selv. Hil sidde Du, danske Sanger, med Harpen paa Dit Knæ! Det Ydunsæble Du langer, der hænger i D aphnesTræ ; mens mange Værker skal glemmes bag Glemsels og Tavsheds Laas, skal Dine Sange fornæmmes og elskes og forstaaes.

Det var jo ikke saa helt underligt, at denne nu næsten ganske blinde gamle Mand, der levede under saa mangeartede Tryk, var nær ved at give efter. En lang Tid maatte han, som var Lysets og Glædens Ven, leve i det dybeste Tusmørke. I December Maaned 1866 var endelig det ene øjes Stær bleven saa moden, at han kunde indlægge sig paa Dr. Edmund Hansen Gruts Klinik for at lade det operere. Da dette heldig var overstaaet, laa han under en Vaagekones Opsyn; idet hun anden Dagen efter Operationen gik ud af Stuen og slog Døren haardt i, sprang derved Kakkelovnsdøren op, og nogle Stykker brændende Kul faldt ud paa Gul­ vet. Winther ringede; men Klokkestrængen gik itu; han sprang da resolut ud af sin Seng og proppede det røde, rygende Kul ind i Ovnen; det var et Mirakel, at øjet kunde taale dette, og han turde heller ikke for­ tælle Doktoren det før 5 Dage efter, da det viste sig, at det ikke havde skadet. Han var en urolig, men elskværdig Patient. Senere skriver han til Constantin Hansen x): „Man troer, at en saadan Operation er saa b Breve fra og til C. W., S. 241.