ChristianWinther_III

— 263 —

Winther siger i et D igt1):

Vi Alle Tornekronen faa i Livet med fra Morgenrøden; dog Roserne, som er derpaa, gjør, at den bæres let til Døden.

Han kalder — som før sagt — Ju lie for sin Rose, den rødeste, den mest duftende; men Tornen derved var Ida, og denne Torn stak ham tidt haardt. For Rosens Skyld taalte han Tornen, som næsten altid maatte være ham lovlig drøj. Hun var allerede i tidlig Tid temmelig for­ rykt; hendes Hovedskal var saa unormal, at Sindssyge­ lægen Jessen fra Kiel ønskede, han, naar hun var død, kunde faa den til Undersøgelse; hun manglede næsten ganske Baghovede. Tusende Daarskaber havde hun for; ofte opførte hun sig højst uopdragent; og Mo­ deren saae til sin Sorg sin Mands uheldige Egenskaber mere og mere gaa igjen i Datteren. Hjemmet gjorde Ida uhyggeligt; hun vilde altid være Nummer Eet og forlangte at blive ubetinget lystret. I hendes Nærværelse turde Ingen sige sin rigtige Mening, da det gav Anled­ ning til Scener. Værst var hun mod dem, hun holdt mest af: sin Moder og sin Stiffader; naar hun saa havde været rigtig „uartig“, søgte hun at gjøre det godt igjen ved Gaver, som det da forresten var en af hendes gode Egenskaker gjærne at ville give bort, en Arv, hun havde faaet efter sin Moder. Timer igjennem sad hun og klimprede falskt paa Klaveret til uendelig Lidelse for den fint musikalske W inther; hun var evig urolig og aldrig tilfreds i sine Forhold; bestandigt higede hun ud fra Hjemmet. For Teatret havde hun stor Pas- b Sml. Digtn. ni, S. 217.