ChristianWinther_III

— 241 — der blev saa tyst i Sale

og saa dødt under Tag, som Sangen var lagt i Dvale og Harperne slaaet i Kvag. Ej var hver Stræng dog indsovet, der bruste en Klang mod Sky, saa vi maatte rejse vort Hoved og fatte Haab paany; og, mens over Land den ganger, det lyder i Alles Hu: Hin „unge Folmer Sanger“ ham har vi jo endnu. End har jo de Toner Mæle, end er ej den Harpe træt, hvorved de danske Sjæle har smilet og har grædt; de Triller er ej forstummet, men klart gjennem Skoven gaa, hvori vi har fornummet vort eget Hjærte slaa. End lokker han jo af Mulde Blomsternes mylrende Hær og midt i den bitre Kulde hænger os Blade paa Træer; „end let som før han sig svinger, „vi føler, at paa hans Fod „er Sommerfuglevinger „og Solglimt i hans Blod.“

I „Fædrelandet“ hilses Winther med to Digte, et af hans Ven Theodor Schorn1), et af TI. C. Andersen 2) ; dette sidste lyder saaledes: Han snitted i Træet — der dufter af Kløver og Bøgens Blad; han Hjorten jog — og der klang os et dansk udødeligt Kvad; J) 1856, Nr. 1. 2) 1855, Nr. 282. N. B ø g h : Chr. W inther. III. 16