ChristianWinther_III

— 222 — Den 2 Inde Januar 1852 skriver han til hende følgende hidtil utrykte Sonet: Fra H[enri],

Ved Dag jeg mindes Dig, ved Nat i Drømme; jeg seer Dig klarligt vandre ved min Side; jeg mindes godt, hvor Dine Ord var blide, hvor Dine Øjne fulgte mig saa emme. Jeg seer endnu Din hede Taare strømme, da vi blev skilt og grusomt maatte lide. En Smertes-Kalk, saa dyb, at ingentide Du eller jeg tilbunds den kunde tømme! Men vist jeg veed, vi se hinanden atter med Smil paa Mund, med Øje imod Øje, med Fryd saa stor, som ingen Tanke fatter. Mens Haand i Haand vi glade da tør føje, af Bægeret den bitre Drik vil svinde, og Trøstens søde Balsam der vi finde.

Faderen forhindrede stadigt, at hun hørte fra ham og fulgte med hans Udvikling. Han dikterede haarde Breve, som Sønnen blev tvungen til at sende Moderen, og i lang Tid udvirkede han, at Sønnen ikke kunde lide hende. Den 9ende Juni 1850 var Pastor Werliin bleven forflyttet til Ferslev, omtrent midt i Horns Herred paa Sjælland; han tog da sin 13aarige Søn med dertil og underviste ham i Hjemmet. Alle der og i hele Sognet holdt meget af Henri, som saae godt ud og var god­ modig og rar. Efter hans Konfirmation satte Werlhn ham i Manufakturhandlerlære i Holbæk. Her følte han sig meget ulykkelig, ja, i den Grad, at dette unge, saa forkvaklet opdragne Menneske tænkte paa at tage Livet af sig selv. Han vidste ikke, hvor han turde søge Hjælp, og, da han saa havde hørt, at Frederik den Syvende skulde være „en god Mand“, besluttede han sig til at