ChristianWinther_III

— 2 1 9 — Ja, lig en fangen Trækfugl, der med stækket Vinge tam maa vandre blandt Mennesker, med Længsel seer i Luften svæve bort de Andre, jeg lader Øjet følge med hver Sky, som over Himlen sejler, og i mit Hjærtes Bitterhed forvrængt og styg sig Skjønhed spejler. Men snart — Gud give det saasandt! — snart skal jeg staa paa Hjemmets Slette: da falder Lænken, som mig bandt, min Sjæl tør atter Vingen lette. Jeg høre skal det stærke Hav tilraabe mig med mægtig Stemme; min Sang skal vaagne i sin Grav, jeg selv skal rejse mig — og glemme!

Hans Hustru nød -— til hans Trøst — i høj Grad Livet dernede. Og dog gjentog hendes Sygdomsanfald sig. Hun laa af Nervehovedpine og derefter i Marts af en heftig Forkølelse, som slog sig paa Luftrøret, berøvede hende Stemmen og foraarsagede hende ulidelige Smer­ ter; men saa glædede hun sig dobbelt, naar hun var rask. Han sang til hende1): Hvor Kapitæl og Sokler af Muld sig hæve op

ret som de store Knokler og Ben af Mammuths Krop; mens Vaaren ung bevikler dem Aar ud, Aar ind, med Roser og Aurikler og Vinløvs Silkespind; der vandred Du fornøjet og kvæged sødt i Fred Din Sjæl igjennem Øjet ved al den Herlighed;

9 Sml. Digtn. III, S. 2 4 6 -4 7 .