ChristianWinther_II

— 439 - Men han var vild og flygtig som Kornmod i Høst, ustyrlig som Stormen, der hæver Nordhavs B rystx). Han ænsed knap sin Dronning; men til Banket og Fest de useligste Karle han samlede til Gjæst. Hvad Slet der var at finde, det sad omkring hans Bord. Som Herren er, saa træde og Svende i hans Spor 2), Hans Hjærte var saa øde, saa tomt som en Lo om Sommeren før Høsten, mens Vipperne end gro. Han følte sig saa ensom saa usel og forladt; hans Tanke — lig en Jolle paa Hav i bælgmørk Nat — drev om i Sjælens Mørke, og som i Lyn paa Lyn fremviste Fortids Veer sig for hans indre Syn. Han tænkte paa, hvor ofte, beført og forraadt, hans Haand var strakt mod Frugten,

som ej han havde naaet; at aldrig ham iskjænket var noget Bæger purt, men Livets Drik forgiftet ved Sorgens bitre Urt 3).

Det er Chr. Winthers Bebrejdelser, som lyde i Peder Jærnskjægs Ord om Hvad han vil foreholde Kongen:

Jeg sige vil: „Du aabner for vidt Din Borgeport; den Flok, som der indtrænger, den duer ikke stort. x) Smsteds S. 56. 2) S. 62. 3) S. 256—57.