ChristianWinther_II

— 274 — „Fer var jeg lystig! — Jeg mindes nok i Bøgens og Egens Grene „jeg havde Hustruer, hundred i Flok, — „nu seer jeg kun Dig alene. „Jeg Duerne jog fra Slag til Slag, „drak Blodet og hakkede Kjødet; „det, maa Du tro, har en bedre Smag, „end naar det er stegt og sødet. „Man siger, jeg faaer kun Aadsel i Arv „og bænkes ved Galgens Kroppe; „nej, helst jeg styrkes ved Oxens Marv „og sover i Skovens Toppe. „Der har jeg min høje Gjæstesal; „og dybt, hvor Stenen hælder „sig over Kilden, klar og sval, „er min velforsynede Kjælder. „Min Ven er Midnattens sorte Sky, „naar kjæk jeg ud mig svinger „i dristigt Tog over Land og By „alt paa mine susende Vinger. „Da seer jeg i Dybet mangen Skat, „fast Guldet mit Øje blinder; „det ligger i Klosterets Grus forladt „og dejligt i Mulmet skinner. „Da skingrer af Glæde højt mit Raab, „Og Hvo, som forstaaer min Tale, „tager Arv i svundne Slægters Haab „og kan med sin Vidskab prale. „O, løs min Lænke, og bryd min Ring! „Luk op mit Gitters D øre! „— Her duer jeg dog til Ingenting! — nSaa skal Du min Jubel høre. „Hvad hjælper det Dig, jeg sidder her „saa stille, forknyt og bunden? „Du fange Dig heller en lystig Stær, „som snakker Dig efter Munden.