ChristianWinther_II

— 2 7 3 — saa til Winther: „Denne Tavshed kan jeg i Længden ikke udholde. Siig til mig, at Du hader mig, saa veed jeg Besked, saa har jeg noget Afgjørende at rette mig efter“. Da sendte han hende:

Ravnens K vide1). Skjøn Jomfru taler til fangne Ravn: „Du sidder jo lunt i Bure — „saa siig mig da nu, hvad er Dit Savn? „Dine Miner ere saa sure!“ Saa dybt sig nejed den uselig Ravn, hans Taarer runde saa stride: „Vidste jeg selv dets rette Navn, „saa fik Du det snart at vide. „Min ædle Jomfru med Haanden hvid, „med Kinder og Læber røde! „Holdt Du mig fængslet længere Tid, „jeg troer forsanden, jeg døde. „Det kogte Kjød fra Dit eget Fad, „det er mig saa lidt til Baade; — „visselig aad jeg en anden Mad, „ifald jeg selv maatte raade. „Din lunkne Drik og Dit Sukkerbrød, „den Taarestrøm i Dit Øje, „Dine lange Sukke, Din Tale sød, — „det kan jeg slet ikke døje. „Kun Den. kan vide af Skoens Tryk, „som selv maa træde i Skoen; — „her sidder jeg nu med krummet Ryg, „mens Ringen klemmer om Kloen. „O, løs min Lænke, og bryd min Ring, „luk op mit Gitters Døre! —

„Her duer jeg dog til Ingenting! „Saa skal Du min Jubel høre! h Sml. Digtn, IV, S. 79. Dette Digt bringer i visse Maader Tanken tilbage til Poul Møllers „Torbisten og Fluen“. N. Bøgh: Chr. Winther. II. 18