ChristianWinther_II

261

—

—

Hvor skal jeg dog begynde med at fortælle Dig alle de store og smaa Begivenheder, som den laalandske Verden frembyder! Stof har jeg Nok af; men det er af saa uinteressant, saa upoetisk Natur, at jeg næppe tør gjøre Forsøg paa at forme det og sende det til Dig, som er saa forvænt ved idealsk Skjønhed; thi den har jeg ingensteds fundet saaledes at være Tendensen i Alt, som i Dit Hjem. — Jeg taler om Det, der i den sidste Tid har gjort mest Epoke her, naar jeg nævner Dig „det tietgenske Skuespiller-Selskab“. Jeg saae ogsaa disse Komedier et Par Gange, men fandt ingen Philiner o g ingen Wilhelm Meister , men derimod en Samling af de allersimpleste Individuel’. — Forresten gjorde de en enorme Lykke; Folk, som ikke vilde kjøre een Mil for at se en smuk Situation, og som gik følesløse forbi Naturens høje Skjønheder, de søgte n u — ved at fare otte Mile i Regn og Blæst paa de skrækkeligste Veje — at vise, at de have Skjønheds- sans, de gabede nu med Henrykkelse paa de malede Træer og Blomster og saae forbitrede hen til mig, naar jeg ikke kunde undertrykke min Latter, som jo sagtens var malplaceret; thi det var ved de mest tragiske Steder. De fleste Mennesker, som jeg har gjort Bekjendt- skab med, ere — entre nous — kjedsommelige. Præ­ sterne ere Landmænd, som ikke have Sans for Andet end Korn og Svin; deres Madammer snakke kun om deres Fløde og deres Smaa; dog iblandt de Sidste er der een Undtagelse, det er nemlig en Madam Rosen­ kilde; hun har været Guvernante hos en meget fornem Familie, hun har Dannelse, er smuk og behagelig, og