ChristenBerg_1911

— 81 —

berettigede Indignation, som er tilstede overfor For­ hold, hvor Kræfter og Tid spildes i det uendelige til Fædrelandets Fordærv«. Ordet blev grebet af den offentlige Mening og rejste Striden endnu højere end før. Venstre nægtede fra nu af simpelthen at behandle Regeringsforslag, Ud­ valgene arbejdede ikke, alt blev til Papir, væmmeligt Makulatur, der laa og flød paa Medlemmernes Pulte, og Ordet lød som en Kværns Klapren. V i s n e p o l i - t i k e n var bleven proklameret som den sidste og yderste Konsekvens af den fortvivlede Tilstand. Højre søgte at udlægge denne Politik som et Grund­ lovsbrud fra Oppositionens Side, der gav Estrup fri Tøjle; enkelte Forligsmæglere som Christopher Hage og Monrad søgte at kalde Venstre bort fra denne Vej; de Moderate betraadte den med Tvivl og Modstritten. Men af det menige Folk blev Visnepolitiken med naiv Glæde, med dyb sympatisk Tilfredshed modtaget som den berettigede, paa den rette kyniske og plumpe Maade formede Protest mod Estrups Overmod. Berg vilde ikke give Slip paa den, end ikke overfor Mon­ rads Formaninger. Da Monrad udviklede sit Reform­ program i et samlet Oppositionsmøde, skal Berg have tilkastet ham et haanligt: Er det Dem eller mig, der er Fører? Atter en Gang stod han som det stærke Udtryk for den menige Befolknings Forventning. I disse Aar fra 1882 til 84 bar Strømmen ham højt, og ikke blot ude fra Bondelandet, men ogsaa fra den liberale Be- Christen Berg. g