ChristenBerg_1911

— 61 —

heden og den samme Tillid til Befolkningen«. »Det er ganske rigtigt,« indrømmer han, »at det folke­ valgte Kammer for en Del har Opinionen mod sig,« men den voksende Valgdeltagelse viser, at der er sket et Fremskridt. Man kalder det et Magtspørgsmaal! »Anvend denne Beskyldning paa Dem selv, men be­ skyld ikke det danske Folk for, at det rejser sig for Frihedens Udvikling og Befæstelse i Landet for at bringe denne eller hin Person til Magten.« Nej, hvad det gælder om, er, »at ingen hæderlig Politiker her i Landet vil paatage sig at danne et Ministerium, und­ tagen han forud har forvisset sig om, at være i Overensstemmelse med det folkevalgte Ting.« »Naar Ansvaret bliver større, vil det mærkes baade ude i Folket og i Folkepartiet!« Landstinget vil beholde sin fulde Betydning som »Overhus«. Man har sagt, at man ikke handlede l o y a l t . Dette er altsaa Føl­ gen, at man drager Kongens Navn ind i Partistriden. Men tværtimod, »som Søn skal hele Folket møde med sin Tillid og Hengivenhed. Jeg tror at kunne gøre dette Tilbud«. Og naa vi engang at faa Folkefri- heden anerkendt i Norden, »da vil den sande Skandi­ navisme blive gennemført, og da vil maaske ogsaa Signalerne blive forandrede fra Syd«. Med Hensyn til Finanslovens Forkastelse indrøm­ mede han, at dette Forslag var usædvanligt og ikke før »paa saa positiv Maade« havde været fremsat i vor konstitutionelle Historie. Hans Begrundelse af dette Skridt er da denne: Vi have forsøgt paa de for