ChristenBerg_1911

— 59 —

alene med Ord, men ogsaa med haanlige Miner og Gebærder. Paa Finansloven var han enevældig, den Bevilling, han støttede, gik igennem, den, han und­ drog sin Støtte, faldt. Derfor bejlede alle til hans Gunst, de, der hadede ham, smigrede ham dog; man­ gen En, der offentlig var hans Modstander, har under- haanden søgt hans Støtte. Selv paa Formanden hav­ de han Krammet, det mærkedes paa den affejende Maade, hvorpaa han afviste hans Paamindelser. Hans Magt kendtes ogsaa paa de mange Øgenavne, han fik: »Kongen af Bogø«, »Overfolketingsmanden«. Nogen egentlig teoretisk Begrundelse af Parla­ mentarismen har Berg aldrig givet. Han var ikke Systematiker, hverken paa det historiske eller stats­ retlige Omraade. Hans Ord om denne Sag er paa Rigsdagen altid faldne som Begrundelse af bestemte Skridt. Da al Lovgivning, i hvert Fald paa de Felter, der interesserede Venstre, efterhaanden gik i Staa paa Grund af Modsætningen mellem Regering og Folketing, greb Venstre til et Middel, det ogsaa senere benyttede: man foreslog Sagerne standsede ved føl­ gende Dagsorden: »I Erkendelse af, at Lovforslaget ikke kan gennemføres i en tilfredsstillende Skikkelse, saalænge det nuværende Ministerium bestaar, gaar Folketinget over til den næste Sag paa Dagsordenen«. Det var det første Skridt. Da dette ikke hjalp, ind­ bragte Berg paa Partiets Vegne en Adresse til Kon­ gen, hvori det hed: »Det er det konstitutionelle Monarkis nødvendige Krav, at Regeringen er i Over