ChristenBerg_1911

— 37 —

den trættende Bredde, den megen Fyldekalk af Tale- maader og Brug af det folkelige Litani, det skødes­ løse og tilfældige i Opbygningen af Talen og dens sproglige Ukorrekthed, det belærende i Tonen, — alt dette syntes han i den første Tid lykkelig at have undgaaet. Han udæskede ikke og søgte aldrig Pole­ mik, men naar han selv blev udæsket, som da C. V. Rimestad vilde slaa ham med Rasmus Berg fra Hol­ berg, saa gav han ham en Ripost saa hensynsløs og raa, at han fik Fred for Gentagelser af den Art. Han var en Slider, den sidste, der ved Nattetid for­ lod Rigsdagens Lokaler, saa opgaaet i sine Studier af de gamle Rigsdagstidender, at Formanden som Følge af en Klage fra Rigsdagsbudene maatte sætte en Frist for hans natlige Arbejde. Han havde en af de umættelige Hjerner, som er begavede Bondesønners Styrke, og der var nok for hans Appetit at kaste sig over. Det var meget frugtbare Lovgivningsaar, denne Tid fra 1866 til 1870, hvor store organisatoriske Love blev vedtagne. Der var ogsaa endnu en jævn demokratisk Vilje over det Hele til at efterkomme flere af de Fordringer, som Tidens Optagethed af den ydre Politik ikke havde faaet indløst. Der var først Finansloven. Berg var saa at sige født Medlem af Finansudvalget, denne Valplads for saa mange af hans Kampe og Manøvrer, Vidne til hans store Nederlag og smaa Sejre. Straks i Sam­ lingen 1866—67 bandt han an med Finansloven, og ikke i dens Enkeltheder, men med dens Balance, den