ChristenBerg_1911

— 101 —

den maatte kun bruges overfor Militarismen, ikke overfor Fædrelandets Forsvar. Men lige saa vederstyggelig som Begrebet Mili­ tarisme var paa den anden Side den Tanke Berg, at det bedste Værn for Danmark skulde være i n t e t Vær n . En saadan Tale kalder han »en patriotisk Sygelighed«, og benægter i Samlingen 1872—73, hvor dog Forsvarstanken endnu laa lammet under Mindet om Krigen 64, at der her (i Folketinget) vil findes en eneste Talsmand for den Tanke«. Han taler ogsaa ved den Lejlighed om den Betydning for Folkets Gen­ rejsning efter en ulykkelig Krig, det vil have, at der er kæmpet til det yderste for Selvstændigheden. Berg var Forsvarsmand i hvert Slag af sit Hjærte. Det hang sammen med hans hele Livssyn, med hans hele menneskelige Natur. I den Sag maatte han og Hørup være som Ild og Vand. Forsaavidt kunde Hørup have en p e r s o n l i g Ret til at betegne ham som »Venstres mest militaristiske Medlem«. Hvor langt Berg vilde være gaaet i denne Sag, hvis Magten og Ansvaret var bleven lagt i hans Haand, kan ingen vide. Han havde sikkert ikke sagt »sit sidste Ord«, for at bruge en Vending af ham selv fra Hærlovs­ forhandlingen i 1880. Thi i alle hans Udtalelser havde hidtil det p o l i t i s k e Motiv spundet sig ind. Ogsaa Forsvarssagen skulde visne i Estrups Haand. Men i Bergs Haand? Dette Spørgsmaal har han uden Tvivl besvaret for sig selv i Sommeren 1884. Efter Valget den 25. Juni