Casino_1848-1923

Borgeren: D et er jo heller ikke noget Nyt. Lige fra Ulysses von Ithacien til Alferne, Syvsoverdagen — Aanden: Ja, saa kan jeg vor Herre Død ikke hjælpe Dem.« Men de Digtere, som havde haft lang t mindre Held end Henrik Hertz paa Nationalscenen, for Eks. H. C. Andersen, g læ ­ dede sig over det nye Teater. Og Lange selv ejede netop den stædige Energi, som krævedes for at gennemføre Planen. P e r­ sonalet blev udvalgt b land t Eliten af Provinsens Skuespillere, og hvor rigtigt Direktøren forstod at bedømme Talenter, frem­ gik allerede af den første Forestilling, idet ikke mindre end tre af de purunge Skuespillere senere blev landskendte Kunstnere, nemlig Christian Schmidt, Lauritz Stigaard og Wilhelm Wiehe. Da alle Forberedelserne v a r trufne, aabnedes Te a tre t 2. Jule­ dag 1848 med Nestroys musikalske Farce »Talismanen« i Over­ sættelse ved Carl Borgaard. Huset var udsolgt, alt tegnede ud ­ mærket. Men under anden Akt indtraf en pinlig Begivenhed, som Dagen efter refereredes saaledes i »Berl. T id.«: »Det Lan ­ geske Selskabs Forestilling af Nestroys »Talismanen« var i alle Henseender tilfredsstillende, ja, fra enkelte af de Spillendes Side, for Eks. Hr. Schmidt, s a a fortrinlig, at det dobbelt maa beklages, at Indtrykket deraf aldeles forstyrredes ved den ind- tra ad te Brandallarm. Klokken var vel omtrent ni, da der midt under Stykkets anden Akt opstod en Mumlen p a a T ilskuerplad ­ sen, og derpa a Rygtet om Ildløs i Bygningen forplantede sig som en Løbeild. Der opstod nu et frygteligt Virvar, Skrigen og T rængsel. Alle søgte Udgangen, mange sp rang over Orkesteret op pa a Theatret, og det var forgæves, a t de fa a mere Koldblodige søgte at berolige den af Angsten grebne Mængde. Virvaret og T rængselen tiltog og endte ikke, før man udenfor i Corridorerne og Vestibulerne erholdt de højtideligste Forsikringer om, at det Hele var blind Allarm, der var op staaet af en stærk Kakkelovns­ eller Skorstensrøg, saavidt vides fra Øltunellen, og som var træng t ind i Salen. Skønt den almindelige Uro snart lagde sig, var der naturligvis ikke at tænke pa a nogen Fortsættelse af den afbrudte Forestilling. Saa vidt vi have erfaret, er dog Ingen kom­ men til Skade i Trængselen.«

30