CarlEtlarsMinder

79 «See, denne Fortale har jeg nu skrevet til Deres Bog, unge Ven; jeg troer ikke, den vil skade Dem,» sagde Pro­ fessoren med sit gode og hjertevindende Smiil. «For jeg skal sige Dem, den frie, universelle Menneskekjærlighed er den Livets Kjærne, om hvilken Alt, hvad der bliver os givet, skal samles, for at fremme vort indre Liv, og denne Livets Kjærne findes i dette unge Værk. Bliv De kun trøstig saa- ledes ved og stræb kun efter Universitetets Opgaver. Tænk­ ningen udvikler og opklarer den umiddelbare Livsfylde; men den er dog kun af anden Rangs Betydning overfor Hjertets Krav, glem a ld rig det.» Det glemte Carit Etlar aldrig. Heelt fortumlet og kortaandet af Lykke, blændet af denne første ægte Solskinsstraale paa hans tunge Kunstner­ bane, stod han kort efter stille udenfor Frue Kirke, listede ind under Thorvaldsens herlige Portfrise og sendte en jublende Takkebøn høit op, «saa høit jeg kunde.» Denne Fortale af Sibbern paatrykte saa at sige Carit Etlar det officielle, æsthetiske Stempel, hvormed han under sit pseudonyme Bannermærke aabnede den store Forfatter­ virksomhed, der skulde strække sig over tresindstyve Aar. «Smuglerens Søn» opnaaedé Præmie fra «Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme» og blev derefter solgt til Forlagsboghandler Steen for fem Rigsdaler Arket. Saaledes begyndte Carit Etlars for ham lykkebringende Bekjendtskab til Sibbern. Det vedvarede varmt og trofast til Professorens Død 1872 . De sidste Aar af hans Liv til­ bragte Sibbern som Leier i Etlars Eiendom i Frederiks­ berg Allee. Mangen en lærerig og interessant Samtale ud­ spandt sig mellem de to Mænd, naar de efter endt Arbeide spadserede i Havens Gange.