CarlEtlarsMinder

40

«A a ja, fortæ l, fo rtæ l!» lød det i K o r. «Men saa skal E x n er ogsaa fortæ lle noget.» « Je g har slet ingen T in g at fortæ lle,»; svarede E x n e r sagtm odigt. . « Jo vist,» lo B ro sb øll. -— «Nu skal' De h øre: Fader satte m ig i Fjortenaarsalderen i Am tmand Hoppes K o n to r i Veite, fordi han opgav selv at faae noget brugeligt a f mig. H er blev jeg i to lange A ar meget mod min V illie. Min hele H ang stod til Kunstnerbanen. M ine tragiske Dram aer holdt Modet oppe hos mig i det ensform ige, snæ vre K o n to r. Det blev m ig tilsidst utaaleligt. 1 mine F ritim er fandt jeg paa a f L eer at forme smaa K ru k k er. D isse tørrede jeg i K ak k elovn en og fyldte dem derefter med O liefarver, som jeg selv rev paa bedste Maade. K ru k kern e sugede O lien til sig, og F arvern e dannede en tyk H inde foroven, som jeg med Penselen maatte stikke Hul paa; men jeg tabte ikke Modet for saa lidt. Paa et S ty k k e grovt Lagen læ rred malede jeg en deilig Madonna. Dens L ig e fandtes ikke i hele Verden. R im ejigviis var hun forfæ rdelig;* men jeg syntes, hun var smuk, rullede hende sammen^ da h u n v a r fæ rdig, og mar­ cherede i Hemmelighed med hende under Arm en, fuld a f L ivsm od og Forhaabn in ger, til Odense. Prinds C hristian resi­ derede der. , Det lykkedes m ig, trods min støvede D ragt og medtagne V an dreydre, at stedes for den høie H erre ved K on- ferentsraad Adlers H jælp. Prindsen saae med store Ø ine paa mit M esterm akvæ rk, hvilket jeg med bankende H jerte og sømm elig Beskedenhed bredte ud foran ham. Han sagde disse opløftende O rd : « Ja , Kunsten bør b eskyttes,» hvorefter jeg fik T ilsagn om mulig i Kjøbenhavn at opnaae en Friplads ved Akadem iet. H enrykt begav jeg mig tilbage til mit Fæ ngsel og