CarlEtlarsMinder

25

skafne og Hæderlige, et V idnesbyrd, der er bleven bekræ ftet a f E n h ver, han kom i Forbin delse med. «H vo rfo r mener Hr. B randinspektøren, at der ikke bliver noget a f vort præ gtige F y rvæ rk e ri iaften?» gjentog han. «H ans kongelige Høihed sæ tter saa stor P riis derpaa.» «D et er paa det Strengeste forbudt A lle og En hver indenfor Fæ stningens Volde at afbræ nde K ru dt eller stikke Ild paa nogetsomhelst brændbart S to f uden først derom at gjøre fornøden Anm eldelse og erhverve Tilladelse hos B ran d­ inspektøren, hvilken da har at holde Sprøitehuset aabent og kalde saa stort M andskab sammen, som findes nødvendigt til Vagt ved Slan ge og Sp rø ite.» «H ans kongelige Høihed vil blive meget bedrøvet over Iagttagelsen a f denne L o v ,» sagde Irm inger. «Det er muligt. Je g er blot ikke blevet bekjendt med nogen Anm eldelse om Deres F y rvæ rk eri iaften. Je g har heller ikke den Æ r e at kjende det ringeste til Hans konge­ lige Høihed, men hører blot T ale om hans Elskvæ rdighed, at han med sin V isit har hædret B yfogd en , K ancelliraad R ahbek og Komm andanten lo r de gule R y ttere og Apotheker H onoré, C h ef for B orgervæ b n in gen , samt andre jæ vne B o rg er­ folk, m ig alene undtaget. Han lader Musiken, naar V agt­ paraden træ k k er op, blæse udenfor deres H use; ligesaa om Aftenen, naar de tromme den østerrigske Tappenstreg. Mit Huus derimod gaae de lydløst forbi, som om de listede a f med en L ig k iste . Men jeg finder mig i det, formedelst jeg, som sagt, ikke har den Æ r e at kjende Hans kongelige Høihed.» « Ja , deri tager De fuldstændig feil,» bemærkede Irm inger sm ilende. «Prin dsen længes tvæ rtim od efter at gjøre Hr. B ran d­ inspektørens Bekjendtskab. Det er ikke længere siden end