CarlEtlarsMinder

' 4

«G od A ften , Mads T h erkelsen ,» sagde Jø rg en C hristian. «H vad har I paa jeres Sam vittigh ed ? I komm er saa ilsom t.» «Brandm ajoren har vel hørt, hvad de fortæ ller nede ved H avnen? Im orgen kommer D am pskibet «D ania» hertil. H enrik M øller har maattet gjøre Plads ved B o lvæ rk et for det, og vore tre Politibetjente ere ordrede til at møde for at holde S ty r paa den Mængde, der vist vil styrte ned for at see S k ib et komme brusende og susende gjennem den vilde S ø , dreven frem a f Damp og den gloende Ild op a f S k o r ­ stenen.» «1 kan væ re ro lig , min gode B ran dm ester,» sagde Jø rg e n Christian med et spottende Sm il, «her komm er intet Dam pskib ind i vo r Havn i M orgen. Det har ikke noget at sig e ; men naar den B yfo ged sk ik k er sine Politibetjente ud, kan vi gjerne lade to lv Mand a f B ran dko rpset tilsige at stille udenfor Toldboden med B ran d sk ilte paa. Det er Je r, der staaer for T u r, vil 1 sørge for, at det skeer. O g dermed G ud befalet.» Den lille Mand gik , og Jø rgen C hristian fulgte hans Exem pel. E fte r at have reist sig blev han et Ø ieblik staaende og sm ilede over til G jenboen. « Je g skal derned og see det komme i M orgen,» sagde Jen s Sin dberg. «1 faaer ingen T in g at see. E t F a rtø i kan bevæ ges ved H jælp a f Seil og V ind, men hverken ved Ild eller Damp. Je g holder med Brandm ajoren, han er en akku rat M and,» bemæ rkede en tredie N abo, G jø rtler G røn n in g, der havde væ ret et taust og opmæ rksom t V idne til denne læ rerige Sam tale. «D et kommer alligevel. S k al vi væ dde?» «H vo rom ?»