CarlEtlarsMinder

I 2

K lyn g e mellem de væ ltede T ø rvestab ler. — Je g har det fo r­ resten, S k riverie t, her i Lomm en. D et hedder « T ells Sku d » og er ik ke saa tosset endda. N u skal I høre.» «A a nei, lad m ig væ re fr i; jeg forstaaer m ig ik ke paa den Slags.» «D et er ubegribeligt, hvor K næ gten har det fra.» — Med u fo rstyrret R o bladede Jø rg en Christian i H eftet og læste op: «D et er N at. K losterb rød ren e ere sam lede til R aadslagn in g mod G eszler. N aar H ornene give G jen k lan g mellem Sch w eitz’s K lip p er, forenes H yrderne og den fornem ste Adel til vort u lyk k elige Fæ drelan ds F relse. T re S la g lyder paa K losterporten . «W e r da?» « Freu n d e des L a n d e s!» » — « Ja , det er mæ rkvæ rdigt T ø ieri,» ytrede Je n s Sin d b erg og rystede paa Hovedet. «D er hændte ellers C arl noget m æ rkeligt forgangen. Je g sendte ham silde paa A ftenen ned til Joh ann es Holst, for at tilsige ham at møde hos m ig; men D rengen gjør en A fstik k er ind paa K irkegaard en , da han saae, at K lok k eren endnu var derinde. Medens de gaaer og sn akker sammen, grib er K lo k k eren ham i Arm en og træ kker ham til Sid e fra M idtergangen, og de saae da begge T o , ganske tydeligt i T usm ørket, K irkelaagen gaae op og en sortklæ dt L ig sk are komme ind derigjennem , bæ rende en K iste, paa hvis B a g ­ smække der staaer et N avn at læse. — T o get forsvandt i K irk e n . «H vem var det?» spørger C arl. Sip ie rystede over hele K roppen og slo g K o rs for sig. «D er stod P alle L u n d paa K isten ,» hviskede han. «Men P alle er jo ikke død,» siger C arl.