CarlEtlarsMinder

235

K an Du erin d re, naar Du i Eensomhed og Stilhed en Somm eraften pludselig hørte en Fu gls Sang, hvor da A lt om kring D ig blot ved den E n es R ø st syntes at blive rigere, at antage en dybere P o esi, en større Skjønhedsfylde? Saaledes gik det dem. Det blom strede og sang, medens den Ene lyttede til den Andens O rd, de glem te Verden om kring sig. De T o gik altid helst alene — » N ei, det er sandt: D igterens store, trofaste,' danske Hunde følge ham ogsaa altid — alle fire. Der er en smuk Solnedgang bag Kæm pegraven.