CarlEtlarsMinder

Io

slo g bag ud med sine U gepenge. I maa vide, jeg giver hver a f D rengene to S k illin g om U g en ; de kan fornøie sig derfor eller spare dem sammen, som de selv vil. G jæ t, h vor jeg fandt ham .» «O ppe paa H usm ønningen?» «A a nei, ude paa Skandseodden, saa næ r mod Søen , som man kan komme. D er har han sam let de største Steen sammen, bygget sig en Erem ithytte, hvor der ellers aldrig kommer N ogen, tæ kket den med T an g, og der sad han indenfor, med en a f W alter Sco tts H isto rieb øger opslaaet paa Skjødet. Storm en peb hen over Sø en , og han sad og læ ste, eller han sang, saa G ud maa forbarm e sig. H eld igviis var der Ingen tilstede, som kunde høre den M usik.» « Ja , forleden var 1 vist ikke rigtig gode V enn er,» be­ mæ rkede Jen s Sin d b erg og tog Piben a f Munden for at faae L y d til en hjertelig L atter. «H vo rfo r tro er I d e t? » spurgte B ran din spektøren . « Jeres V induer stode aabne, og indenfor hørte jeg en høirøstet Stemm e, som skjæ ldte og smæ ldte.» «D er var vel G run d til det. Fo rgan gen kommer den R eisend e fra S lic k & Eckm ann i Brem en for at sæ lge mig nogle F ad e V irginieblade. Je g pleier da gjerne, naar Handelen er sluttet, — at sige til min T ilfredshed, — at traktere ham med lidt F ro k o st, ægte P o rtviin og T veb ak k er med Sm ør paa. C arl var tilstede for at sk rive Handelen og B etin ­ gelserne op. Saa siger jeg til D rengen, før den Fremm ede komm er: «N aar jeg nu ogsaa byder D ig et S ty k k e til F r o ­ kost, saa svarer Du Nei T ak . Du kan da forstaa, at T ve b ak med hollandsk O st paa ikke er for D ig, din Slu gh als.» Hvad sk eer? Den tysk e Fuldm æ gtig kom , og Fro k o sten blev