CarlEtlarsMinder

228

knuger D ig i denne K irk e , hvori Du seer og hører uden at forstaae og blot har et intetsigende Su p erlativ til at ud­ tryk k e, hvad Du føler.» — Saaledes var C arit E tlars Stem ning paa R eisen op til V ico. M ørket faldt, og med dette kom en jæ vn, øsende R egn . Da de Fremm ede naaede V ico, skim tedes enkelte L y s , hørtes R aab og S k rig , derefter g ik det endnu en halv Tim es Vei over til K lo steret paa den anden Sid e a f Dalen. De stege ud, K ufferten læ ssedes af, Vognen forsvandt, en F ø lelse a f Forladthed greb dem, medens R egn en vedblev at strømme, og Om ridsene a f et høit Huus dukkede frem a f M ørket. E n Kæm pe kom frem i Døren og viste V ei. De arbeidede sig op ad en mørk T rappe gjennem Maisblade og H øvlspaaner og stode om sider i « Salon en » . Den viste sig at væ re et langt, smalt Rum med sodede Væ gge, et G u lv , der næppe havde kjendt Sæ b e eller Vand, en gabende, sort Kam in, et B o rd og nogle Stole. De saae fo rtvivled e paa hinanden, fik dæ kket et B ord midt paa G u lvet, begreb kun, at de næste M orgen maatte reise tilbage til C ivilisation en . Næ ste M orgen, da Skoddern e aabnedes, lød et een- stemm igt B eun dringsraab. F ire forskjellige farverige B jerg ­ landskaber laae udstrakte for deres blændede B lik ved Husets fire Fapader, K lip p er og D ale, den charakteristiske L an d sb y V ico paa B jergskraan in gen, K losteret i dets K astan ieskov, A lt laae sm ilende i det varm e S o llys. «H er kan blive k o n geligt!» udbrød C arit E tlar. Hans E n ergi fra B yggetid en i F red erik sb erg A llee vaagnede paany, Murene kalkedes, G u lven e høvledes, Væggene beklædtes med M alerskizzer, indfattede i Ramm er a f eviggrø n t L ø v , blom ­ strede K alicoforhæ ng for A rnegabet og over dette paa K a