CarlEtlarsMinder

227

medgav dem en A n befalin gsskrivelse til Prioren ved næ vnte K loster. Væ rtinden fyldte Vognen med N ødvendighedsartikler for den første T i d ; og saa begave de Reisende sig modigt afsted til den even tyrlige Fæ rd. Om denne D agsreise sk river C arit E tla r: «D et gik bestandig opad mellem optaarnede Steenm asser, splittede, truende med at styrte ned i næste Ø ieblik, be- voxede med C istu s og Jord bæ rtræ et, der bæ rer hvide B lom ­ ster, gu le og røde B æ r paa eengang. Brom bæ rranken slynger sig ind mellem blom strende Ericabu ske og danne med deres skarpe T o rn e en uigjennem trængelig Væ g og det sikre Sk ju l, som den F red lø se elsker og Gensdarm en frygter. O ver B usken e hæ ver sig her og der en gammel Jern eeg, eensom , m osgroet, kroget, Efterkomm er a f de mægtige Sk o ve, som i gam le Dage dækkede Egn en, og som først Fø n iciern e, siden G ræ k ern e, Rom erne, Pisanerne og sidst Genueserne have hæ rget. E n S o lso rt syn ger inde i Sk yggen , dæmpet og afb ru d t, som om den søgte at opfriske sine bløde Me­ lodier fra fo rrige Somm er. L an gt, langt borte galer en Hane fra de smaa H yrdehytter, K ild er risle ned gjennem K løftern e og forsvinde flere hundrede Fo d nede i den lille Flod Liam one, b evogtet a f skrigende Ørne, der undersøge* om ikke en tankeløs F o rel skulde væ re gledet ind mellem Vandets flade Stene. L an gs V eikanten slæber et Regim ent M yrer de gule C istusblade i smaa B un ker om deres Tuer. E n G ed med sammenbundne Forbeen og et lille næ sviist K id , som dandser om kring, vise sig et Ø ieblik paa Skraa- ningen og synes at spørge, hvad Du har at gjøre her, hvoi alene Ødet og M indesmæ rket a f henfarne Sek ler synes at have hjemme. Intet M enneske møder Dig. Du bliver saa lille og u betydelig i denne storslaaede N atur, det tynger og